Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Juleøl for enhver smag: Mikrobryggerierne indbyder til ØJ-dag

Af Kasper Junge Wester

Der bliver uden lysende rensdyrgevir eller kulørte nissehuer.

Der er nemlig ikke behov for reklame-gimmicks, når de fynske mikrobryggerier torsdag den 2. november slår dørene op til deres eget alternativ til folkefesten J-dag.

Under navnet ”ØJ-dag” – Ølentusiasternes J-dag – sætter de fynske mikrobryggerier det gode øl i fokus og opfordrer folk til at smage nogle af de lokale bryg, inden det dagen efter går løs med den traditionelle fejring af snebajerens frigivelse.

ØJ-dag opstod som et initiativ i København i 2003 som et modsvar til de store bryggeriers voldsomme hype omkring frigivelsen af juleøllet.

I stedet opfordrer man mikrobryggerierne til at starte salget af deres egne juleøl første torsdag i november.

Eventyrligt øl på hanerne – og gratis smagsprøver

I Odense markeres ØJ-dag under teamet Eventyrligt øl Fra Fyn, som er et nyopstået koncept, der samler de fleste af de fynske mikrobryggerier under én paraply som et samlet tilbud.

Arrangementer foregår på Bryggeriet Flakhaven, og der vil blive kælet lidt mere for smagsløgene, end når Tuborg og de andre brygmastodonter giver los dagen efter.

”Der er to arrangementer. Udenfor stiller alle bryggerierne op med deres bud på juleøllen i år. Så deles der gratis smagsprøver ud udenfor, og så kan man købe flasker to go, som man kan tage med hjem. Det foregår fra 16 til 19,” forklarer Heine Vne Andersen, der er sales manager for Eventyrligt Øl fra Fyn.

”Fra klokken 18 til 21 har vi åbent nede i vores ølkælder, hvor vi har 25 taphaner. Alt det juleøl, vi har kunnet finde på Fyn, har vi taget og sat på hernede. Og så har vi været ude og plukke noget juleøl fra nogle udenlandske bryggerier.”

Noget for enhver smag

Heine Vne Andersen understreger, at der til Mikrobryggeriernes ØJ-dag vil være noget for enhver smag, uanset om man er til bitterhed eller sødme eller noget midt imellem.

”I år har bryggerierne valgt at lave nogle forskellige stilarter. Der kommer humle, der kommer belgisk inspireret, der kommer IPA-typer, julehvede. Der kommer også noget flydende brunkage på flaske. Der kommer lidt af hvert!”

Man skal derfor ikke frygte at gå skuffet fra ØJ-dag. Heine Vne Andersen synes, at man skal gribe chancen for at få smagt på det lokale øl.

”Det er en unik mulighed for at møde de fynske mikrobryggerier, hvor alt juleøllet er samlet på ét sted. Og så er det gratis,” siger han og tilføjer, at der selvfølgelig også vil være mulighed for at gøre en god handel og tage nogle flasker med hjem.

Hos bryggerierne glæder man sig også til den store dag, der markerer starten på den mest indbringende tid på året for de små bryghuse.

”Det er jo en fremragende mulighed for at komme ud denne her ene gang om året og møde kunderne og snakke om julen. Det er jo en sød, kærlighedsfyldt tid, vi kommer ind i, hvor der skal drikkes en masse øl.”

Del artikel

Andre læser også