Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Junkhouse forlænger pop-up: Lancerer vild bøfsandwich

Af Christina Frederiksen

Almindeligvis kan en pop-up-restaurant få lov at ligge tre måneder på Anarkist.

Men det har været så stor en succes at få burger-jointen, Junkhouse, ind på bryggeriet, at man nu har valgt at forlænge aftalen.

Det fortæller indehaver af Junkhouse Benjamin Mosskov.

“Vi har omsat for fire gange så meget, som da vi lå her sidste år i januar, og jeg ved, at Anarkist også har haft væsentligt mere at lave.

Så en dag kiggede jeg dem dybt i øjnene og spurgte, om vi ikke skulle forlænge.

Det skulle de lige tænke over, men nu har de altså sagt ja,” siger Benjamin Mosskov.

Kontrakten er dermed forlænget til 1. juli, og ind til da vil man altså kunne sætte tænderne i stedets lækre burgere.

Junkhouse åbnede for en måned siden, og det er især stedet okse-burger, som gæsterne har taget godt imod.

Men man skal ikke tro, at menukortet bare kommer til at køre uforandret frem til sommer.

Benjamin Mosskov har nemlig store planer.

Bøfsandwich 2.0

“Hele menukortet får en overhaling.

Og okse-burgeren er én af dem, der er i farezonen for at blive lavet om.

Den bliver måske lavet om til en cheeseburger, hvor der er så meget ost i, at man kommer til at bemærke det,” siger Benjamin Mosskov og tilføjer, at det kun er den meget populære rødbedeburger, der får lov at blive.

Noget helt nyt, der finder vej til menuen er en helt vanvittig udgave af den klassiske bøfsandwich.

Benjamin Mosskov kalder den for “Bøfsandwich 2.0”, og det bliver en pristung bandit.

“Jeg har ingen forventninger om, at det bliver en bestseller.

Den bliver nok mere et samtaleemne,” siger Benjamin Mosskov og remser op, hvad den indeholder:

“Det bliver en bøfsandwich med wagyu-bøf, røget marv, karamelliseret løg, duchesse de bourgogne-syltede drueagurker, sauce demi glace og revet trøffel på toppen.”

Prisen kommer til at ramme 295 kroner.

“Folk kommer nok til at tale mere om den end spise den,” siger Benjamin Mosskov og griner.

Hvornår den præcis bliver at finde på menukortet, kan han endnu ikke sige. Men det bliver på et tidspunkt i løbet af april.

Og som sagt får resten af menukortet en revidering.

“Jeg har virkelig lagt hovedet i blød.

Men vi får blandt andet en herregårdsburger med brændte ærter og bearnaise-mayonnaise til 95 kroner på kortet.

Og en “ikke-gammeldags” æblekage til 45 kroner.

Det bliver noget med noget is og kage ved siden af,” siger Benjamin Mosskov.

Du kan besøge Junkhouse på Anarkist Beer & Food Lab i Albanigade 20.

Se mere her.

Del artikel

Andre læser også