Kæmpe donation til nyt naturområde: Kommer både byen og spejdere til gavn

De Blå Spejdere i Odense har efter en donation etableret ’Mødestedet’, der er et grønt område med en række aktiviteter som for eksempel bålplads, forhindringsbane og lignende. Et sted der er blevet taget i mod af byens borgere.
En donation fra Salling Fondene via Bilka Odense på 201.000 kroner til ‘Mødestedet’ hos De Blå Spejdere, Spejdergruppen Stjernegruppen, har gavnet hele byen.
Pengene er gået til et stort biodiversitetsområde, en bålplads, et bordbænkesæt, en natursti og en forhindringsbane, som børnene kan boltre sig på.
‘Mødestedet’ er ikke kun attraktivt hos spejderne, men også blandt resten af byens borgere. Blandt andet har spejdergruppen holdt Odenses største sankthansbål, ligesom man kan opleve familier, skoleklasser, vuggestuer og dagplejebørn være på udflugt til stedet.
“Vi har selv rigtig stor glæde af det, og så er det en fornøjelse at se, at mange fra lokalområdet benytter ‘Mødestedet’, når vi ikke er på matriklen.
Donationen har gjort det muligt for os at udvide vores område – det er en stor indsprøjtning til at få lavet superfede aktiviteter og tænke stort, samtidig med at vi kan glæde og gavne både spejderne og hele lokalområdet,” siger bestyrelsesformand i spejdergruppen, Rasmus Paarlberg.
Meget ofte er både familier, børnehaver, vuggestuer og skoleklasser på udflugt til spejdernes område, og Rasmus Paarlberg fortæller, at de nye aktiviteter også har været med til at tiltrække nye medlemmer til spejderne, blandt andet fordi mange er blevet opmærksom på området.
“Det er blevet rigtig attraktivt for både os og resten af lokalbefolkningen. Børnene kan lege og gemme sig i kroge og hjørner i biodiversitetsområdet, og forældrene kan sidde med en kop kaffe ved bordbænkesættet. Det er en meget stor glæde for os at se, hvor godt det er blevet taget imod,” siger Rasmus Paarlberg.
Glæde i Bilka
Det vækker også begejstring hos sektionschef i Customer & People i Bilka Odense, Linda Vessel, at donationen har givet flere aktiviteter og smil på læben.
“Jeg har set, at rigtig mange – ikke kun spejderne – bruger området, og det er dejligt.
Det er rigtig fedt, at vi som varehus kan være med til at sætte fokus på børn og unges trivsel, at de kommer ud og bevæge sig og samtidig får frisk luft.
Stedet er offentligt tilgængeligt, og det er skønt, at så mange bruger det. Vi har altid for øje, når vi indstiller projekter til donation, at det kan blive brugt af så mange som muligt,” siger Linda Vessel.
Det er planen, at de par hektarer, som spejderne råder over, skal have endnu flere aktiviteter ud af donationen fra Salling Fondene via Bilka Odense.
Spejdergruppen vil nemlig etablere flere friluftsaktiviteter, så børnefamilier for eksempel kan gå på jagt efter kriblekrabledyr, lave popcorn over bål og lignende.
Grejet skal være låst inde i et rum, som man får en sms-kode til og på den måde kan låne udstyret. Rasmus Paarlberg har en forhåbning om, at det sker enten i slutningen af året eller begyndelsen af næste år.
Legepladsen ligger på Sandhusvej 72, 5000 Odense C.
