Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Kæmpe forvandling: Nu står Winther’s nye, smukke konditori klar

Helle og Søren Grønning foran den gamle kaffemølle, der har fået en central plads i det nye konditor-lokale.
Helle og Søren Grønning foran den gamle kaffemølle, der har fået en central plads i det nye konditor-lokale.

Det er én af byens ældste butikker.

Siden 1912 har Winther’s på hjørnet af Vestergade og Kongensgade solgt kaffe og te til odenseanerne, og i næsten al den tid har forretningen været i den samme families eje.

Men i 2024 blev Winther’s solgt til helt nye kræfter, da Helle og Søren Grønning overtog det ikoniske butikshjørne.

Allerede dengang fortalte ægteparret, at de drømte om at gøre Winther’s til et sted, hvor der kom mere fokus på mad og kager.

Og nu er den drøm blevet til virkelighed.

Winther’s har fået et ekstra indgangsparti fra Kongensgade.

Efter en længere renovering, hvor et tomt nabolokale i Kongensgade er blevet inddraget, står Winther’s nye klassiske konditori klar.

“Det har været helt afgørende for os, at udvidelsen blev lavet med den største respekt for stedets stil og sjæl. Det har simpelthen været det vigtigste,” siger Helle Grønning.

Derfor har de også haft en indretningsarkitekt til at hjælpe med det store projekt, og hun har haft blik for nogle helt særlige detaljer. For eksempel den gamle kaffemølle, der stod i vinduerne ud mod gaden for mange år siden.

Den har egentlig bare stået i et lagerlokale og samlet støv siden.

“Vi var selv meget i tvivl, om den overhovedet kunne bruges til noget.

Men det var hun helt sikker på, at den kunne. Så nu står den midt i cafélokalet som en slags rumdeler,” siger Søren Grønning, der også glæder sig over, at de har fået endnu én af de gamle kaffemøller op og ikke mindst i brug.

Den står ved disken.

På bagvæggen i caféen pryder et kæmpestort sort-hvid billede af Winther’s butikshjørne.

Det var egentlig bare et helt almindeligt lille billede, som Helle og Søren Grønning havde fra de tidligere ejere.

Fyldt med mennesker på en almindelig tirsdag

Nu er det forstørret op og skaber ægte konditori-stemning blandt Winther’s gæster.

Og dem er der mange af, selvom vi kigger forbi på en helt almindelig tirsdag.

Der er stort set ingen ledige stole blandt de 28 pladser indendørs. Og sådan har det faktisk været siden, at udvidelsen stod færdig.

“Folk har taget virkelig godt imod det. Men vi har også været meget omhyggelige i renoveringen.

Det var meningen, at udvidelsen skulle have været klar for et halvt år siden, men det nåede vi ikke.

Og det er vi glade for i dag, for hvis vi havde skyndt os for meget, var det ikke blevet lige så vellykket,” siger Helle Grønning.

Endnu en gammel kaffemølle, der har fundet ny anvendelse efter ombygningen.

Som det er almindeligt med alle renoveringer har ægteparret været med inde over alle beslutninger undervejs.

“”Skal det være dén lampe eller dén lampe? Dét bord, dén stol, dé billeder?”

Men vi har simpelthen truffet alle valg ud fra, hvordan vi bedst kunne bevare stedets sjæl – og det har tit også været de dyreste valg.

Så vi har bare lukket øjnene og kørt kortet igennem,” siger Søren Grønning og griner.

Men det betyder også, at resultatet er blevet yderst vellykket.

Og mens MigogOdense besøger den nye udgave af Winther’s, hører vi da også flere gæster tale om, “hvor fint her er blevet.”

Udover de fysiske rammer er der selvfølgelig også sket noget med menukortet.

Nu kan du nemlig få små lette frokostanretninger og masser af smukke kager hos Winther’s.

Holder søndagsåbent

“Vi har hele tiden sagt, at vores frokostanretninger ikke må være større, end at man også kan spise kage og drikke kaffe bagefter.

For vi er et konditori, og det er sådan, vi gerne vil betragtes,” siger Helle Grønning.

Alle retter og alle kager hos Winther’s kommer fra Møllekroens eget køkken – og alt er hjemmelavet, understreger Søren Grønning, der sammen med sin hustru altså også ejer Møllekroen i Agedrup.

Her har ægteparret sågar ansat en konditor, hvis eneste opgave er at lave kager til Winther’s.

Og det er disse smukke kager sammen med lækre frokostretter og god kaffe og te, du nu kan nyde i Winther’s nye konditori.

Indenfor er der 28 siddepladser, og uden for er der plads til 50.

Og som noget nyt begynder Winther’s også at holde åbent om søndagen fra klokken 10-16.

Så skynd dig forbi den ikoniske forretning, der også står klar med glögg og æbleskiver – begge dele hjemmelavet, selvfølgelig – og se med dine egne øjne, hvor vellykket udvidelsen er blevet.

Del artikel


Korte videoer

Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.