Kæmpe handel: 125 boliger solgt for tre-cifret millionbeløb

En stribe centralt beliggende ejendomme i Odense skifter hænder.
De er nemlig blevet solgt i en kæmpe handel.
Det skriver Nordicals.
Boligporteføljen består af flere ejendomme på Filosofhaven 2 m.fl. og Filosofhaven 26 m. fl. i Odense C.
Med mere end 9.000 kvadratmeter og 125 boligenheder er det den største enkeltstående boligtransaktion i Odense indenfor de seneste år.
”Filosofhaven-porteføljen repræsenterer en volumen og kvalitet, der sjældent ses i markedet. Velholdte investeringsejendomme i den ældre boligmasse er et meget eftertragtet segment i Odense. De ses dog sjældent i denne størrelsesorden,” fortæller indehaver hos Nordicals Fyn, Jens H. Mårtensen.
Derfor har porteføljen, der blev udbudt off-market og gennemført som en skødehandel, også tiltrukket betydelig investorinteresse.
Filosofhaven 26 m.fl. er opdelt i 96 ejerlejligheder, mens Filosofhaven 2 m.fl. er fordelt på 29 boliger og et erhvervslejemål.
Sælger er Sampension, mens køber ønsker at være anonym for nuværende.
“Vi har været rigtig glade for ejendommene, som vi har haft i vores portefølje i mange år. For Sampension handler ejendomsinvesteringer om langsigtet værdiskabelse, hvor vi nogle gange tilpasser vores portefølje, så den passer til den strategi vi ønsker. Vi har været glade for samarbejdet med Nordicals, som har stået for at gennemføre en professionel proces.
Salget af både Filosofhaven-porteføljen og Albanigade 23A er gennemført diskret, effektivt og på relativt kort tid, hvilket afspejler et stærkt lokalt netværk og høj faglig kompetence,” siger Martin Rauhe Pedersen, Senior Portfolio Manager, Sampension.