Kæmpe hitparade: Halberg & Friends og Jørgen Klubien indtager Musik ved Bøgen

Når Musik ved Bøgen igen fylder pladsen ved Bondestuen med fællessang og forårsstemning, bliver det med et særligt jubilæum på scenen.
Poul Halberg kan i 2026 fejre 50 år som udøvende musiker, og det markeres med koncerten HALBERG – HALVTREDS, når han sammen med Jette Schandorf og resten af Halberg & Friends indtager scenen i Odense.
For Musik ved Bøgen er gensynet med Halberg langt fra tilfældigt. Poul Halberg og hans band har gennem årene spillet flere gange til koncerterne til Musik ved Bøgen, og har opbygget et særligt bånd til både publikum og stedet. Hver gang med udsolgt eller tæt på udsolgt, fællessang og generationer samlet foran scenen.
“Man kan næsten sige at Poul Halberg er blevet en del af Musik ved Bøgens DNA.
Der er noget helt særligt, når hans sange rammer publikum, Jettes spil, Heidis stemme, ja det føles både intimt, nostalgisk og levende på samme tid”, lyder det fra Jan Arentoft, en af arrangørerne.
I løbet af 50 år har Poul Halberg sat et markant aftryk på dansk musik, som guitarist, komponist og producer. Han har været stilskabende i bands som News, Halberg/Larsen og Ray Dee Ohh og står bag sange, der for mange danskere er blevet lydspor til livet: “Magi i luften”, “Jeg vil la’ lyset brænde”, “Elskes af dig”, “Efterår”, “Brændende læber” og “Fri for at drømme om dig”.
Til koncerten til Musik ved Bøgen står Halberg ikke alene. Med sig har han sit faste og sammenspillede band:
- Jette Schandorf – bas og kor
- Heidi Degn – vokal
- Gorm Bülow – keyboards
- Jesper Thomsen – trommer
Sammen leverer de en koncert, der både er en hyldest til musikken, historien og publikum, og en fejring af, at sangene stadig lever og samler.
Klubien & Danseorkestret samme aften
Musik ved Bøgen har gennem årene udviklet sig til en fast tradition i Odense, hvor nationale musiknavne møder publikum i uformelle rammer.
Med Poul Halbergs jubilæumskoncert skrives endnu et kapitel i historien om koncerterne som samlingspunkt for fællesskab, minder og levende musik.
I år er der igen to koncerter på én aften. Samme aften som Halbergs jubilæum, kan publikum også opleve Danseorkestret og Klubien, to navne, der på hver deres måde har leveret soundtracket til både hverdage, fester og fællessang.
Med hits som “Kom tilbage nu”, “Regndans” og “Det går op & ned” er der lagt op til en aften, hvor generationer mødes foran scenen, og hvor Musik ved Bøgen viser sin styrke som samlingspunkt for dansk musik, minder og fællesskab.
Fakta
Lørdag den 30. maj 2026
HALBERG – HALVTREDS + Klubien & Dans’ Orkestret
Til Musik ved Bøgen
Billetpris 395 kr. + gebyr