Kæmpe nyhed: Kongensgades største ledige lokale er endelig blevet lejet ud

Der bliver sagt og skrevet meget om Kongensgade.
Men hos erhvervsudlejningsfirmaet Cityhuset har man i længere tid kunne mærke, at der er en positiv udvikling i gang i gågaden.
Og det bekræftes nu med en helt fantastisk nyhed.
Bahnes gamle lokale i Kongensgade 54 er nemlig blevet lejet ud.
Det fortæller Cityhuset til MigogOdense.
Lokalet er med sine 1800 kvadratmeter gadens største, og den enorme størrelse har betydet, at det har taget lang tid at finde den rigtige lejer.
Helt præcist tre år, fortæller Cityhuset.
Men nu er der endelig sat en underskrift på lejekontrakten, og selvom Cityhuset endnu ikke kan fortælle, hvem den nye lejer er, så kan de løfte sløret for, at der er tale om en kæde.
“Det er en virkelig god nyhed for Kongensgade. Vi kan også se, at det faktisk er en del af Kongensgade, hvor der er kommet meget trafik efter, at Normal åbnede. Derudover hører vi fra mæglerne, at de har flere og flere fremvisninger på butikslokaler i Kongensgade, så det er meget positivt,” lyder det fra Cityhuset.
Den nye lejer i Kongensgade 54 overtager nøglerne til lejemålet efter sommerferien.