Kæmpe nyhed: Kort Dato åbner tredje forretning i Odense

Det er mindre end et år siden, at Kort Dato indtog Odense med sin første butik.
Allerede få måneder efter var grænsebutikken blevet så stor en succes i Bolbro, at ejerne fik mod på at åbne endnu en forretning. Denne gang på Faaborgvej i Dalum/Sanderum.
Dengang sagde Michael Egeberg, der er den ene af ejerne af Kort Dato, til MigogOdense, at der ikke var planer om at åbne flere Kort Dato-forretninger i Odense, men nu tager han ordene i sig igen.
“Jeg ved godt, at det var det, jeg sagde sidst, vi talte sammen, men vi har fået en god mulighed for at åbne en tredje butik,” siger Michael Egeberg og griner.
Derfor kan Kort Dato i dag offentliggøre, at de åbner en ny forretning i Højby i Odense S.
12. juni slår Kort Dato således dørene op til en butik på Svendborgvej 319A i et lokale, der tidligere husede 365discount.
“Odense, I er for vilde! Vi har fået så god en modtagelse, at vi nu er klar til at åbne vores tredjeKortdato-butik i byen. Denne gang rykker vi ind i det skønne Højby!
Vi glæder os helt vildt til at byde jer indenfor til masser af overskudsvarer, skarpe priser og kamp mod madspild,” skriver Kort Dato i et opslag på Facebook.
Her opfordrer Kort Dato også til, at man sætter kryds i kalenderen, så man er klar til den store åbningsfest:
“Vi lover, det bliver ventetiden værd!”