Til hele familien: Kom med til kæmpe Outdoor-messe i Odense
Foråret er kommet, de lunere temperaturer sniger sig langsomt ind over landet og vi kan glæde os over lysere dage.
Det betyder også meget mere tid udendørs, og her i Odense kan vi glæde os til en helt særlig begivenhed i næste uge.
Et enestående outdoor-univers slår dørene op den 1.-3. april 2022 i Odense Congress Center, som er for hele familien.
Jagt & Outdoor er Danmarks største jagtmesse.
Selvom jagten er et gennemgående tema, så er der tale om et univers af oplevelser, som alle outdoor-glade, unge som ældre, bør opleve.
Snobrøds-hygge, skattejagt og forlægning af vildt
Jagt- og naturformidling i børnehøjde finder I hos De Unge Naturformidlere på alle messens tre dage.
Trods den unge alder, 16-25 årige, så er de De Unge Naturformidlere yderst erfarne i, at motivere, inspirere og dele deres store passion for naturen og alt den byder på – jagt, lystfiskeri, fuglekiggeri og friluftsliv.
De har planlagt en masse spændende aktiviteter for børn og unge på Jagt & Outdoor Messen.
Et af de helt populære indslag er forlægning (grovpartering) af vildt.
“Det er altid et kæmpe hit, når vi forlægger et stykke vildt.
Vi sørger for at fortælle om hele processen, og vi møder stor nysgerrighed og interesse fra både børn og voksne.
Efterfølgende er de også med til at grille kødet over bål og smage resultatet.
At se et dyr forvandle sig fra skind, kød og blod til mad. Det er guld værd,” fortæller Magnus Møller Rasmussen fra De Unge Naturformidlere.
Uanset om man er til snobrøds-hygge, skattejagt, den kreative stand eller forlægning af vildt og smagsprøver, så er denne aktivitet helt sikkert en lærerig og sjov oplevelse for hele familien.
Falkemand og vinder af “Alene i Vildmarken”
Falkemanden Flemming Sanggard, også kendt som vinder af tv-programmet “Alene i Vildmarken# i 2019.
Her overlevede han hele 60 dage alene i den barske natur, med kun ganske lidt mad.
Hans store viljestyrke, høje humør og mange færdigheder fik ham til at trodse isolation, kulde, ekstremt vejr og sult.
Han er fortsat den deltager, der har overlevet længst alene ude i vildmarken.
Flemming har hele livet beskæftiget sig med sin store lidenskab, natur og vilde fugle.
I barndommen blev områdets fugle tæmmet, og den utæmmelige knægt sås ofte i følgeskab af en frit flyvende allike eller krage.
Falkemanden Flemming og alle hans fugle kan opleves på Jagt & Outdoor.
Vild med hund – og blå blink
Der er masser af action, aktiviteter og foredrag i hundehallen.
Her er forskellige hunderacer og hundeklubber repræsenteret, så du kan lære mere om alt fra ruhår og vizsla til spaniels og setter.
Fyns Politi medbringer desuden deres tjenestehunde.
Det er nogle af verdens bedst uddannede, og de kan opleves på helt tæt hold.
De har planlagt et spektakulært show, hvor hundene viser nogle af de ting de kan. Det er også muligt at møde politiet og stille spørgsmål.
Nak og Æd kigger forbi
Et andet element som ventes at blive noget af et trækplaster.
For fredag d. 1. april kigger den kendte Jørgen Skouboe fra Nak & Æd programmerne forbi.
Kom helt ind i Nak & Æd universet, når den folkekære jagt- og naturmand, Jørgen Skouboe, holder foredrag på Jagt & Outdoor.
Jørgen er kendt som den ene halvdel af Nak & Æd – et af de mest populære jagtprogrammer nogensinde.
I foredraget vil du opleve Jørgen fortælle historierne fra bagom kameraet, hvorfor programmet hedder Nak & Æd, om jagten på Nordens vildt – og meget mere.
Dette foredrag kan opleves fredag den 1. april kl. 15.30.
Der er også mulighed for at opleve enestående håndværk, når bøssemagerne hos Game & Gun viser, hvordan en rå træklods bliver til et skæfte til et haglgevær.
Rævehede byder på vilde smagsprøver, der vil være skarpe priser på outdoor-beklædning – og meget mere endnu.
Det var blot et lille udpluk af rigtig mange forskellige aktiviteter og foredrag som kan opleves på Jagt & Outdoor 2022. Mere info samt udstillerliste og program kan findes her.