Kæmpehit fylder 15 år: Wafande inviterer til jubilæumsfest i Odense

Bare gi’ mig et smil…
Når du møder mig på din vej, heyo!
Du har helt sikkert både danset og sunget med på Wafandes kæmpehit Gi’ Mig Et Smil.
I år er det 15 år, siden sangen udkom, og sådan noget kalder på en fejring.
Derfor tager Wafande på en landsdækkende turné for at holde jubilæumsfester rundt omkring i landet, og han lover både nostalgi, nærvær og en kæmpe fest.
Det skriver All Things Live i en pressemeddelelse.
Gi’ Mig Et Smil blev startskuddet til Wafandes gennembrud, og siden har han spyttet en række dansevenlige hits ud.
Mange af dem kan du formentlig høre, når Wafande rejser rundt i landet med Gi’ Mig Et Smil – Jubilæumstour.
Turnéen bringer ham forbi 10 danske byer – heriblandt Odense.
“Det er helt vildt at tænke på, at ‘Gi’ Mig Et Smil’ fylder 15 år. Den sang ændrede mit liv og gav mig en forbindelse til publikum, som jeg stadig mærker hver eneste gang, jeg går på scenen.
Denne her tour bliver en kæmpe fejring af den energi, kærlighed og det fællesskab, vi skabte sammen og jeg glæder mig helt ind i hjertet til at dele festen med hele Danmark igen.,” siger Wafande.
Wafande spiller på Magasinet 26. september 2026.
Du kan se mere og købe billet her.