Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kalder alle oste-fans: Her kan man smage de lækreste oste i weekenden

Af Michael Qureshi
Arkivfoto
Arkivfoto

Traditionen tro er der spændende osteoplevelser på programmet, når Odenses madfestival løber af stablen her i september.

Sammen med Mejeriforeningen og Ost & ko inviterer festivalen til ostesmagning for let øvede osteelskere; der er ost i kokkenes råvarekasse til Schiøtzprisen; sidste års succes med mælkelækker morgenmad i Eventyrhaven med sang, sjov og skimmel gentages; og så får Rygeosten både sin egen dag og en moderne makeover.

Heller ikke i år kommer osteglade odenseanere og tilrejsende osteører til at gå forgæves, når SPIS! Odense Food Festival for 5. gang indtager den fynske hovedstads toppede brosten og romantiske haver.

Festivalen har nemlig igen allieret sig med Mejeriforeningens ostekulturkampagne Ost & ko om at tilbyde nogle inspirerende, lærerige, velsmagende og frem for alt brandhyggelige arrangementer med ost og særligt udvalgte mejeriprodukter i fokus.

Ostevognen popper op til Rygeostens Dag

Fredag 13. september kan fynboerne endnu engang fejre rygeosten, Danmarks ældste og eneste originale ost.

Ligesom sidste år går TV 2/Fyn til kamp for rygeostens overlevelse ved Rygeostens Dag på Spis! Odense Food Festival.

Mejeriforeningens Ost & ko er på pletten med Ostevognen, som popper op på Rygeostens Dag fredag 13. september på SPIS! Odense Food Festival Madmarked i Flakhaven.

I Ostevognen kan du fra 14.00 – 18.00 møde madblogger Anna Nordenlund Larsen – også kendt som Grødgrisen – som til lejligheden har udviklet en helt ny hverdagsret med rygeost, som du kan smage på ganske gratis.

For rygeosten kan så meget andet end blot at være en stille ledsager til agurk og radisser. Se hele programmet for Rygeostens Dag her.

Lækre opskrifter med rygeost

Og du kan finde mange flere moderne opskrifter med rygeost, når Rygeostens Dag fejres 13. september.

Mejeriforeningens Ost & ko har nemlig udfordret bloggere Anna Nordenlund Larsen fra Grødgrisen.dk, Maria Charlotte fra Marialottes.dk, Cecilie Lykke fra Lykkesliv.net , Martin Villumsen fra Rigeligtsmor.dk og Mads Vindfeldt fra Madsvin.com.

De har hver især udviklet hverdagsopskrifter og givet dem et tvist med rygeost som inspiration til deres følgere og til alle os andre, der er tossede med rygeost.

Find opskrifterne fra 13. september på Ostogko.dk og Tv2fyn.dk.

Morgenmad i Eventyrhaven

Lørdag 14. september gentages sidste års succes med sang, solskinsyoga og en dugfrisk morgenmadsbuffet med masser af spændende mælkeprodukter, som de færreste har smagt.

Morgenmaden indledes kl. 08.45 med et akkompagnement af Odense Kammerkor og fællessang med Claus Brandstrup fra Byens Højskole, som traditionen tro siger et par ord om “det gode måltid”. Ost & kos osteformidler Rasmus Holmgård præsenterer udvalget af mælkeprodukter, hvorefter der er fri morgenhygge og snak med mad i munden indtil kl. 10.15.

Hvis energien rækker til mere, kan man deltage i Gråskov Yogas yoga-sessioner både før og efter spisningen. Deltagelse koster 100 kr., og billetter kan købes på spisodense.dk.

Lækker ostesmagning

Kl. 14 samme dag kan festivalgæsterne komme med til et grundkursus i osteforståelse med smagning af 6 lækre danske oste og en gennemgang af smageteknik og de vigtigste parametre til vurdering af ostekvalitet.

Rasmus Holmgård er vært for smagningen, som undersøger spørgsmålene: Hvad er en god ost? Hvordan smager man på den? Og kan en dansk skæreost være en stor gastronomisk oplevelse?

Det er gratis at deltage, men man skal tilmelde sig på spisodense.dk/ostko

Ost til Schiøtzprisen 2019

Søndag 15. september får kræsne gastronauter mulighed for komme helt tæt på som tilskuere, når toppen af dansk gastronomi dyster om Schiøtzprisen 2019.

Schiøtzprisen præmierer kokkenes evner til at fortolke det fynske terroir, og de bedømmes på smag, visuel præsentation, innovation og evnen til at formidle den fynske fortælling.

Ost & ko har sørget for, at der er et bredt sortiment af de bedste fynske mejeriprodukter, som kokkene kan bruge til at fremhæve den fynske fødevarefortælling i deres ret.

Konkurrencen finder sted på Anarkist -Beer & Food Lab kl. 11 til 15, og det er gratis at overvære.

Del artikel

Andre læser også