Kalder alle Ringenes Herre-fans: Nu kan du opleve Directors Cut på det store lærred
Det kan godt være, at vejret ikke ligefrem oser af “sommerferie” – men der er heldigvis masser af aktiviteter, der er “grå vejr”-venlige.
Samtidigt er vi nok flere, der har tørstet efter at komme i biografen … Og nu, hvor de omsider er genåbnet, er der endnu mere grund til at få én på opleveren i de røde stole.
I de kommende tre weekender kan du nemlig forkæle din indre nørd, når Nordisk Film Biografer bringer alle filmene fra den episke eventyr-trilogi, Ringenes Herre.
Første omgang er på lørdag d. 25. og søndag d. 26. juli, hvor Eventyret om Ringen vises hhv. kl. 17 og 14.
Endnu mere indhold
Og du får i den grad noget for pengene. Filmene vises nemlig i det såkaldte “Director’s Cut”, hvor der – efter instruktørens ønske – er endnu mere indhold end i de originale versioner; og så endda på det store lærred.
Filmene får derfor en varighed på omkring 4 timer og er med danske undertekster.
Den 1. og 2. august vises 2’eren De to tårne, mens den tredje film Kongen vender tilbage vises d. 8. og 9. august.
Alle tre film vises i Nordisk Films Biografer Odense Banegård Center – og vi er helt sikre på, at du er mere end velkommen til at lufte Hobbit-kostumet og få en filmoplevelse, du sent vil glemme.
Du køber billetter til første film her, anden film her og tredje film her.