DET ER SLET IKKE SOM MAN TROR
“Ved I godt, at det slet ikke er som man tror… og – at det har det måske i det hele taget aldrig været?
Min mor og far var virkelig noget særligt. Far var en klippe, og mor en favn jeg kunne hoppe ind i. Vi boede tæt på toppen af Himmelbjerget og alt, hvad vi oplevede, blev til noget fantastisk og vi fandt muligheder i selv de vildeste problemer.
Men lige pludselig en dag faldt vi fra hinanden: Lynet slog ned, meningen forsvandt, ingenting var på nogen måde, som det altid havde været, og min far sad bare i mørket og brummede: “Det er slet ikke som man tror.”
Jeg måtte virkelig tage mig meget mere sammen, end jeg egentlig kunne, før vi fandt hen til et sted, hvor vi kunne samle meningen op igen.”
‘Det er slet ikke som man tror’ er fortællingen om pigen Trunte, der pludselig en dag rammes af, at hendes forældre bliver skrøbelige og deprimerede. De kan ikke længere klare alting, og noget helt grundlæggende må laves om, for at de kan komme videre.