Anna Karenina – fordrag og oplæsning
”Alle lykkelige familier ligner hinanden, enhver ulykkelig familie er ulykkelig på sin egen måde”
Der er store følelser på spil, når Danmarks Jernbanemuseum den 19. januar inviterer indenfor til en aften i selskab med Anna Karenina, én af verdenslitteraturens tragiske kvindeskikkelser. Journalist og Rusland-kender Marie Tetzlaff gæster museets historiske remise og tager publikum med på en fortællerejse tilbage til tsarernes Rusland, hvor Leo Tolstojs mesterværk foregår. Det er den evige historie om fornuft og følelser, og det er ikke mindst historien om Anna Karenina, der er splittet mellem et kærlighedsløst ægteskab, en altfortærende forelskelse og omgivelsernes forventninger, og som ingen anden udvej ser end at kaste sig ud foran et tog.
Tetzlaff, der har stået for den seneste og stærkt roste oversættelse af romanen, får selskab af skuespiller Ellen Hillingsø, der i løbet af aftenen lægger stemme til uddrag af værket.
Foredraget begynder kl. 19.30, og billetter koster 150,- kr.
Aftenen med Anna Karenina. Tetzlaff og Hillingsø præsenteres af Jernbanemuseets foredragsrække JernbaneKULTUR.