H C Andersen Paraden: Sommerens eventyrlige Odense

Haute couture og kendis-designer Lasse Spangenberg, der i sine barne-og ungdomsår var med i H C Andersen Paraden, har leveret nye kjoler til hyrdinde, prinsesser og hofdamer. Dem glæder H C Anderden Paraden sig til at præsentere for publikum i alle aldre fra hele den vide verden – og hvem der ellers vil komme, som den gamle digter siger! Senere på året får de også et helt nyt, spændende og komplet sæt kostumer, som kostumier og skrædder Michael Nøhr arbejder på netop nu!
Ved de klassiske kammerkoncerter på Eventyrslottes scene vil Paraden i år byde på hele fire kunstnere, der også har trådt deres barnesko i mit lille teaterselskab: Kongelig operasanger Jens Christian Tvilum, baryton Thomas Storm, sopran Kristine Becker Lund og pianist/moderator Jacob Beck. Fantastisk at de nu gør karriere i operaens og den klassiske musiks forunderlige verden! Det er en fryd! Premierekoncerten er igen i samarbejde med Den fynske Opera, der trakterer med uddrag af den nye produktion ”Tommelise”.
Det hele med fri entré ser således ud:
H C Andersen Paraden og Eventyrslottet – en ægte Odense-oplevelse! 28. juni til 9. august kl. 11 og 13 (ikke søndage). 24 eventyr på 24 minutter leveret af 24 store og små eventyrfigurer! Topattraktion i byen med populære eventyr, musik, sang, dans og herlige feriefotomuligheder.
Det eventyrlige møde – ællingen og svanen – på Flakhaven foran rådhusets dør – mandag til fredag kl. 12.45 i ovennævnte periode.
Eventyr på Fodrejsen. Tirsdage, onsdage og torsdage kl. 14 i samme periode. Med start ved H C Andersens Hus går i tur i den gamle digters fodspor i barndomsbyen, hører en magisk fortælling og møder eventyrfigurerne lyslevende på vor vej. Underholdning og faglig formidling hånd i hånd.
Klassisk Musik & Eventyr – onsdag-aftner kl. 19 i hele skolesommerferien. Finkultur i det fri! På Eventyrslottets scene byder vi stemningsfuldt og uhøjtideligt på klassisk musik og sang – og et lille eventyr af den gamle digter.
Nordisk Klassisk Musik & Eventyr – ved blomsterfestivalen. Unge musikere fra tre nordiske venskabsbyer, Trondheim, Norrköping og Odense mødes på Eventyrslottet og spiller populære værker af nordiske komponister – i år med fokus på Carl Nielsen.
Åbent slot og workshops – i løbet af sæsonen i samarbejde med skoler og specialinstitutioner for børn og unge.
Læs mere her