Idéfestival inviterer til dialogmøde om fremtidens erhvervskvarter

Alle interesserede er inviteret til idéfestival i Odense 13.-22. maj. Her kan man opleve skjulte sider af OUH, deltage i byvandringer, høre spændende oplæg og være med til at skabe billeder på Odenses nye bykvarter.
På idéfestivalen vil alle indkomne forslag til den internationale idekonkurrence for udviklingen af OUH blive udstillet, og de vil fortsat være udstillet fra festivalen slutter og indtil sommerferien. De bedste forslag kåres ved et præmieringsarrangement den 18. juni.
Tirsdag den 19. maj inviterer Idéfestivalen til byvandring og dialogmøde med Ditte Lysgaard Vind.
Ditte Lysgaard Vind er chief Innovation & Science Officer i BLOXHUB, der er et innovationstiltag for bæredygtig byudvikling med ca. 380 medlemsvirksomheder, skabt af Erhvervs- og Finansministeriet, Realdania og Københavns Kommune. Ditte arbejder bl.a. med byers evne til at udvikle sig via partnerskaber mellem offentlige og private organisationer og vil bl.a. inspirere os til, hvordan vi kan skabe et dynamisk bykvarter, der er særligt attraktivt for fremtidens arbejdspladser.
Et urbant erhvervsområde, der kan noget, som andre områder i Odense ikke kan. På mødet skal vi finde svar på hvordan vi skaber et særligt erhvervsområde, der bliver et kvantespring for udviklingen af det odenseanske erhvervsliv.
Program for dagen:
9.00-11.00: Dialogmøde med erhvervsaktører med inspirationsoplæg ved Chief Innovation & Science Officer Ditte Lysgaard Vind fra BLOXHUB – tilmelding her
13.00-19.00: Udstillingen er åben for alle
15.30-16.30: Byvandring med partnerskabet bag det nye bykvarter – tilmelding her