Kør med veterantog fra Odense til Fredericia

Tag hele familien med på en unik togrejse den 14.-15. juni, når Danmarks Jernbanemuseum fejrer sit 50-års jubilæum med veterantogskørsel og festlige aktiviteter.
Kør med veterantog fra Odense til Fredericia
Stig ombord på vores historiske veterantog og oplev en togrejse, som den så ud i 1950’erne og 60’erne. Toget trækkes af det ikoniske diesellokomotiv MY 1135, som har været en del af dansk jernbanehistorie siden 1957. Rejsen går fra Odense til Fredericia og retur med to daglige afgange. Undervejs kan du nyde den smukke udsigt fra de klassiske togvogne og mærke nostalgien strømme igennem vognene.
Vi kører to ture dagligt
Du har mulighed for at vælge det tidspunkt, der passer dig bedst, da vi kører to afgange dagligt på strækningen.
Turen varer ca. 2 timer, inklusive et ophold på ca. 50 minutter i Fredericia, hvor du kan strække benene og se lokomotivet, inden rejsen går tilbage mod Odense.
En billet – to oplevelser
Når du køber billet til veterantoget, får du samtidig adgang til hele Danmarks Jernbanemuseum på selve rejsedagen. Det betyder, at du både kan opleve damp og diesel på skinnerne og gå på opdagelse blandt de historiske lokomotiver og udstillinger på museet.
Jubilæumsweekend med aktiviteter for hele familien
Foruden veterantoget byder jubilæumsweekenden på masser af aktiviteter på museet i Odense. Her kan børnene bygge deres egne togbaner, tage en tur med tre forskellige minidamptog, og hele familien kan komme helt tæt på sjældne lokomotiver som Sølvpilen, MZ 1401 og P 931.
Der vil også være sjove workshops, rundvisninger bag kulisserne og mulighed for at se museets jubilæumsudstilling Store oplevelser, der sætter fokus på 50 års jernbanehistorie.