MAXIMILIAN
Mens COVID-19 rasede, tog Maximillian Østasien med storm og satte alverdens popstjerner til vægs med et af de største hits i 2020. Denne sommer kunne han endelig gengælde kærligheden, han mærkede dengang, med et visit på den anden side af kloden, hvor ’Beautiful Scars’ ikke blot gjorde Maximillian til en af de mest streamede danske artister på globalt plan, men også banede vejen for en hudløst ærlig sangskriver, der om nogen kan sætte ord på den rodløse ungdom.
På sin nye single, ’I’m Not Me’, river Maximillian igen ubekymret op i følelser, der skal synges ud, så de kan mærkes. Maximillian fortæller:
”’I’m Not Me’ handler om at fokusere på sig selv. Om ikke at spilde tiden på, at gøre et andet menneske lykkeligt – et menneske, som i bund og grund ikke gengælder alt det, du giver og som ikke gør noget godt for dig i dit liv og for den, du er.”
’I’m Not Me’ er den første nye udgivelse fra Maximillian, siden han sendte sit debutalbum, ’Too Young’, på gaden i oktober sidste år. Og trods sin tvetydige titel, viser singlen præcis hvem Maximillian er: en alsidig musikalsk kunstner og gudsbenådet sanger, der, siden sin debut som blot 17-årig fik toneangivende internationale medier til at spå den unge komet som en af fremtidens skandinaviske stjerner.