MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

8. februar 2025
Kl. 09.00 - søn Kl. 16.00

Vinterferie på Danmarks Jernbanemuseum

Danmarks Jernbanemuseum byder på en spændende vinterferie fyldt med aktiviteter

I vinterferien fra den 8. til 16. februar inviterer Danmarks Jernbanemuseum til masser af oplevelser for hele familien. Her kan både store og små gå på opdagelse i den danske jernbanehistorie, lege, bygge og deltage i spændende aktiviteter.

Skuespil og dans med Koblingerne
Et af vinterferiens højdepunkter er skuespillet Koblingerne og den sorte røg, hvor børn og voksne kan følge Koblingernes forsøg på at hjælpe Morten, der har problemer med sin motor. Historien er både sjov og spændende og kan opleves hver dag fra den 10. til 14. februar kl. 10.15 og 13.45.

I kan også danse med Lokomotivmester Busse til hans egen sang Busses Rap. Med sine sjove dansetrin får Busse hele kroppen i gang, og publikum kan danse med hver dag kl. 11.45 i samme periode.

Byg med DUPLO og leg på Børnebanegården
På museet kan de kreative kræfter slippes løs i det store DUPLO-univers, hvor der kan bygges togbaner, stationer og hele landskaber med tusindvis af klodser. På Børnebanegården kan børn klæde sig ud som lokomotivførere og sælge billetter, inden de drager ud på deres egen fantasirejse.

Tag en tur med minitoget
Det er altid et hit at tage en tur med museets populære minitog, som kører udendørs flere gange dagligt. Turen varer ca. fem minutter og giver en hyggelig pause midt i dagens aktiviteter for både børn og voksne.

Opdag jernbanehistorien
Gå på opdagelse i museets udstillinger og følg udviklingen fra de første damplokomotiver til dieseltog og moderne eltog. Udstillingerne er fyldt med store lokomotiver, spændende historier og interaktive oplevelser, der gør historien levende for både børn og voksne.

Mad og afslapning
Museets café byder på lette retter og snacks fra The Food Stall hver dag kl. 10-15, men der er også mulighed for at medbringe egen mad og spise ved bordene på balkonen med udsigt over de store lokomotiver.

Danmarks Jernbanemuseum har åbent alle dage kl. 9-16 i vinterferien. Børn under 18 år har gratis adgang, så hele familien kan få en hyggelig og lærerig dag i historiske rammer.