Kan indeholde muselort: Romkugler trækkes tilbage

De fleste danskere elsker en god romkugle.
Men hvis du har købt trøffel-romkugler fra mærket Selected Gourmet Group ApS, så skal du nok lige overveje det en ekstra gang, før du sætter tænderne i dem.
Selected Gourmet Group ApS tilbagekalder nemlig romkuglerne, da de kan have været i kontakt med skadedyr.
Det meddeler de i en pressemeddelelse.
“Ved fødevarekontrol 27.06. er der fundet spor af skadedyr hos virksomheden, der kan have forurenet chokoladen.
Selected Gourmet Group ApS tilbagekalder trøffel-romkugler, der kan have været i kontakt med skadedyr,” skriver de.
Der er helt konkret fundet museekskrementer på ejendommen, og derfor kan de have været i kontakt med trøffel-romkuglerne.
Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til levere produkter tilbage til den butik hvor man har købt dem, eller at kassere dem.
Disse trækkes tilbage:
Trøffel-romkugler – med bedst før dato, fra 20.07.2025 til den 27.08.2025.
Andre datoer er ikke omfattet af tilbagekaldelsen.