Kender du en ildsjæl: Fortæl, hvem der fortjener Odenses store pris
Kender du en ildsjæl i skikkelse af en forening eller en frivillig person, der gør en forskel for nogle af Odenses udsatte og sårbare borgere?
Så kan du nu indstille dem til årets ildsjælepriser, som Odense Kommune uddeler på den nationale frivillighedsdag.
Fredag 30. september 2022 afholder Frivilligcenter Odense det årlige FrivilligGalla, som er de frivillige, sociale foreningers gallafest.
I forbindelse med afviklingen af FrivilligGalla uddeler Odense Kommune fem priser for at hylde den frivillige indsats, som har stor betydning for nogle af Odenses sårbare og socialt udsatte borgere.
Det er Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S), der uddeler hovedprisen, Ildsjæleprisen, mens de øvrige priser bliver uddelt af byens rådmænd.
“De frivillige formår at opbygge et helt særligt bånd til de udsatte borgere, netop fordi de ikke er på arbejde, men gør det, de brænder for. Det er altid værd at fejre, og det er en stor fornøjelse at være med til hvert år,” lyder det fra Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel.
De fem ildsjælepriser
De fem ildsjælepriser uddeles til frivillige, sociale foreninger i Odense, som gør en ekstra indsats for udsatte og sårbare børn, voksne og ældre.
- Ildsjæleprisen er hovedprisen, som går til en frivillig, social forening, der har udmærket sig særligt i løbet af det seneste år.
- Kickstarteren gives for anerkendelse af nytænkning og iværksætterånd.
- Den Bæredygtige har øje for langsigtede og ansvarlige løsninger.
- Holdspilleren fejrer det gode samarbejde mellem foreninger (og eventuelt også med virksomheder og kommunen).
- Stjernen er en personlig ærespris, der gives til en frivillig for en vedholdende og ekstraordinær frivillig, social indsats.
Sådan indstiller du din kandidat
Der er nu åbent for indstillinger til ildsjælepriserne.
Alle, der har lyst, kan komme med deres bud på, hvem de synes, fortjener et ekstra skulderklap for deres særlige indsats – og man må gerne komme med flere indstillinger.
Indstillingerne sendes til Odense Kommune via et elektronisk skema, der findes her.
Her kan man også læse mere om ildsjælepriserne og se, hvem der tidligere har modtaget priserne. Sidste frist for at indstille er fredag 19. august 2022.