Vokseværk: Kendt café udvider og flytter i større lokaler

Det er én af Odenses mest populære caféer.
Mr. Torp i Vintapperstræde.
I gennem syv år har caféen ligget i nummer 47, men nu er stedet simpelthen vokset ud af sine rammer.
Derfor flytter Mr. Torp 30. maj over på den anden side af strædet – i Salinaz tidligere lokaler.
“Vores nuværende køkken er for småt, og vi oplever ofte at måtte afvise gæster, fordi vi ikke har plads.
Vi har en masse idéer, som vi ikke kan føre ud i livet på grund af pladsmangel og ender med at måtte gå på kompromis med mange ting.
Så da muligheden bød sig for at flytte over på den anden side, slog vi til,” siger indehaver af caféen, Michael Torp.
Mr. Torp går fra at have 66 m2 til at have 100 m2.
Der bliver plads til omkring 12 gæster mere, og i sommersæsonen får Mr. Torp på sin nye placering plads til dobbelt så mange borde – det vil sige cirka 20 styks og dermed 40 gæster.
Michael Torp vil endnu ikke afsløre, hvilke idéer det er, at han glæder sig til at føre ud i livet, men han siger dog:
“Det bliver noget med flere arrangementer. Vi har tidligere kørt med nogle Kaffe & Krea-arrangementer, og det er sådan nogle ting, vi får mere plads til fremover,” siger Michael Torp.
Mr. Torp åbner som sagt på sin nye placering 30. maj, og Michael Torp lover, at det bliver en weekend med stor åbningsfest.
18. maj bliver sidste åbningsdag i Mr. Torp nuværende lokaler.