Første sted i Danmark: Kendt grænsebutik åbner i Odense

Du kender konceptet fra den dansk-tyske grænse, hvor butikkerne Spot Discount ligger.
Under sloganet “Lave priser – Jammerlig service” sælger Spot Discount alverdens dagligvarer, der enten har produktionsfejl, eller hvor holdbarhedsdatoen er tæt på udløb, til meget lave priser.
Og nu kommer konceptet til Danmark – men med et andet navn:
Læs også: Så lækkert: Kendt kagebutik åbner med café og udeservering Kort Dato hedder forretningen, der 19. juni åbner på Rømersvej 2 i Bolbro – i et lokale, hvor Fakta tidligere lå.
Og odenseanerne kan altså virkelig se frem til nogle vilde tilbud, lover købmand Michael Egeberg, der sammen med Steen Jonassen står bag Spot Discount og nu også Kort Dato.
“Du gør noget godt for miljøet ved at begrænse madspild samtidig med, at du sparer penge,” lyder det fra Michael Egeberg.
I Kort Datos varesortiment finder man forskellige fødevarer – frost- og drikkevarer, slik, vin og spiritus – og indimellem vil man også kunne finde gode tilbud på for eksempel vaskemiddel.
“Man vil kunne spare op til 70 procent på forskellige varer. Jo tættere en vare er på udløbsdatoen, jo mere kan man spare,” siger Michael Egeberg.
Sortimentet vil skifte alt efter, hvilke varer forretningen får hjem.
Men gode tilbud kan for eksempel være en kasse Yum Yum-nudler til 50 kroner, en halv liter IceTea til fem kroner og billige kiks, kager og kammerjunkere i lange baner.
“Vi får også nogle kølevarer som for eksempel smør og frisk pasta,” siger Michael Egeberg.
Forretningen, der er på omkring 1000 m2, kommer til at have åbent fra klokken 8 til 20 alle ugens dage.