Kendt kaffebar udvider til dobbelt størrelse
Kaffebaren Fredo’s Coffee Right i Brandts Passage har vokseværk. Den populære café åbnede i 2014 og har nu valgt at inddrage nabolejemålet, hvor der tidligere har ligget en modebutik. Det betyder, at den nu råder over cirka den dobbelte kapacitet.
I en tid med benhård konkurrence om cafégæsternes gunst, og hvor kendte steder sættes til salg eller lukker helt, så vælger Sylvie og Désirée Abitbol, der driver Café Fredo’s, at gå mod strømmen og investere i en større fremtid på Brandts.
“Der er ikke grund til andet end at anskue situationen med positive og kreative øjne. Det er dét signal, vi vil sende,” skriver de i en pressemeddelelse.
Dele af mellemvæggen mellem det nuværende Fredo’s Coffee Right og nabolokalet er allerede revet ned, og håndværkere er i fuld gang med at skabe et naturligt lokale-sammenhæng med de to rum. Planen er, at caféen inspirerer gæsterne til nytænkning i et hyggeligt og spektakulært interiør med indbydende vægfarver, kunst med kant, smarte lamper og specialdesignede borde og stole.
Men ikke nok med det, et nye fikspunkt hos Fredo’s er også i gang med at tage form. Det nye sammenhængende lokale bliver nemlig indrettet med en klassisk hesteskoformet bar og salgsdisk.
Også udenfor har Fredo’s Coffee Right udvidet, og den råder med sammenlægningen nu over det dobbelte serveringsareal udenfor.
Udvidet menukort
Lokaleudvidelsen har også givet Sylvie og Désirée Abitbol blod på tanden i forhold til at udvide menukortet. De har derfor opgraderet, så du nu også kan få en særligt komponeret brunch, årstidens salater, små velsmagende tapas-anretninger samt alt godt til vegetaren. Alt sammen med med fokus på økologi.
Også drinks- og ølkortet er udvidet. Det hidtidige udvalg af udenlandske øl, vine, bobler og trendy spiritus bliver suppleret med nye cocktails – både farverige klassikere og spritnye blends.
Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at Fredo’s Coffee Right stadig er en kaffebar, der serverer kaffe med sjæl. Caféens omdrejningspunkt og kaffekultur omfatter naturligvis stadig cappuccino, café latte, café au lait og frappé coffee med græske undertoner og flere andre kaffe-varianter.
“Vi elsker stemningen her på Brandts med et unikt kulturcentrum med shopping- og cafémiljø, som året rundt krydres med en række festivaler,” siger Désirée Abitbol.
Hun forventer, at det nye Fredo’s Coffee Right er helt færdig med udvidelsen i begyndelsen af august.