Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kendte navne til byen: Fynsk Folkemøde vil være en folkefest i Odense

Af Kasper Junge Wester
Sådan så det ud, da politisk redaktør Elisabet Svane åbnede dørene til Det Fynske Folkemøde i 2016. (foto: Michael Bager/Fyens Stiftstidende)
Sådan så det ud, da politisk redaktør Elisabet Svane åbnede dørene til Det Fynske Folkemøde i 2016. (foto: Michael Bager/Fyens Stiftstidende)

Der sker rigtig meget af stort og småt i Odense på lørdag. I kategorien af store arrangementer finder man det Det Fynske Folkemøde. Her er det samfundsdebat, der står på dagsordenen.

Det Fynske Folkemøde, der er en mindre, lokalt forankret pendant til Folkemødet på Bornholm, blev første gang afholdt i 2013, og 2017-udgaven er således den femte af slagsen. Og målet med arrangementet er klart:

”Vi vil gerne samle fynboerne,” siger Lærke Bjørn Bang, der er projektleder på Det Fynske Folkemøde.

I løbet af dagen får du mulighed for at overvære og deltage i debatter med politikere fra en bred vifte af partier, ligesom du kan møde en lang række andre kendte personligheder, der vil diskutere alt fra broafgifter og motorvejsspor til bandegrupperinger, ældrepleje og nationalisme samt en stribe andre emner.

(foto: Michael Bager/Fyens Stiftstidende)
Fynsk folkefest og politikere i øjenhøjde

Det Fynske Folkemøde vil byde på paneldebatter, live interviews, oplæg og analyser af en masse områder, der i vid udstrækning relaterer sig til Fyn. Det hele foregår hos Fyens Stiftstidende på Banegårdspladsen. Mange oplæg og events vil køre samtidig med hinanden, så der skal vælges og vrages som deltager.

”Det er en fynsk folkefest, der varer i fire timer. Det er et arrangement, som bliver afholdt for femte gang, og som består af mange forskellige brikker. I år er der fokus på kommunal- og regionsrådsvalg, så der vil være politiske debatter om Fyn, og hvordan det gøres til det bedste sted at bo,” siger Lærke Bjørn Bang og tilføjer:

”Det Fynske Folkemøde udspringer af et ønske om at lave en festlig dag, der kan samle fynboerne, hvor man kan have nogle festlige timer sammen og måske endda lære noget nyt, lade sig inspirere af hinanden og møde politikere i øjenhøjde.”

Også plads til landspolitik

Selvom det Det Fynske Folkemøde, som navnet antyder, i høj grad handler om Fyn, bliver der dog også tid til at se på det større, landspolitiske billede. Derfor lægger flere folketingsmedlemmer vejen forbi Fyn denne lørdag.

Blandt de mange prominente navne, vil man blandt andet kunne møde politikerne Pernille Vermund (Nye Borgerlige), Bendt Bendtsen (Konservative), Trine Bramsen (Socialdemokratiet), der vil fremlægge deres synspunkter og hjertesager på forskellige områder.

De mange politikere suppleres af en masse andre spændende gæster fra både kultur- og erhvervslivet. Således er så forskellige personligheder som musiker Søren Huss og forsvarsadvokat Mette Grith Stage at finde i feltet af oplægsholdere og debattører.

Meget mere end politik

Er man ikke til de helt tunge debatter eller interviews, er der masser af andet at tage sig til, for det fynske folkemøde har også arrangeret livemusik, så der i løbet af dagen er mulighed for et afbræk fra de alvorlige emner, der behandles.

De to lokale jazzmusikere Laurits Brinkmann og Łukasz Borowicki sørger for eksempel for instrumental jazz i loungeområdet på fjerde sal, mens Chris Grey & The Bluespand, der også er fra Fyn, underholder med blues i stueetagen.

I en hel anden boldgade kan du få lov at programmere robotter fra Universal Robots, deltage i vinredaktørernes vinsmagning eller hvad med at forkæle ganen med en økologisk pandekage fra GOPA?

Har du taget børnene med, kan de mindste få lov at høre historier og klappe minigrise hos Else Marie Kristensen, der vil være at finde på bygningens tag.

Der er nok at tage sig til, og programmet er alt for omfattende at gennemgå i sin helhed. De kan du til gengæld selv gøre her.

Del artikel

Andre læser også