Kendte politikere ombord: Studerende arrangerer valgdebat i partybus

Fredag den 20. marts afholder Danske Studerendes Fællesråd (DSF)valgdebat i en partybus i Odense med kandidater fra flere partier.
De studerende skriver i en pressemeddelelse, at de har savnet fokus på de emner, som er vigtige for dem, og derfor tager de nu sagen i egen hånd.
”I valgkampen er de studerende blevet fuldstændig overset, og derfor tager vi nu sagen i egen hånd og arrangerer valgdebatter, hvor vi udelukkende skal tale om det, der er vigtigt for landets studerende,” siger Anton Stubbe Teglbjærg, forperson i DSF.
”Vi har lejet en partybus i Odense, hvor vi glæder os til at byde studerende og politikere velkomne til debat om muligheden for at genindføre det sjette SU-år, halveringen af en lang række kandidatuddannelser og manglen på boliger, studerende kan betale.”
Debatten er arrangeret i samarbejde med det lokale studenterråd på SDU, og i busserne får politikerne et publikum bestående af studerende fra forskellige uddannelser i byen. Efter debatterne ankommer busserne til fredagsbar i Odense, hvor ungdomspartierne i byen også er inviteret med til samtaler og noget koldt at drikke.
Om valgdebatten:
Politikere: Trine Bramsen (A), Victoria Velasquez (Ø), Anastasia Milthers (B), Sofie Mosgaard (V)
Tidspunkt: Fredag den 20. marts klokken 16.30 – 17.30
Moderator: Rosa Dræby, levevilkårspolitisk næstforperson i Danske Studerendes Fællesråd
Medarrangører: Syddanske Studerende
Rute: Fra Moseskovvej 83 til Filosofgangen 17B i Odense.