Legendarisk spisested genåbner: Kendte restaurant-brødre overtager Capri

Skrevet af: Redaktionen
Foto: Capri
Foto: Capri

Det var Odenses ældste restaurant med samme ejer, der efter 40 år tidligere på året lukkede.

Restaurant Capri i Dronningensgade måtte lukke og slukke, efter ejeren Francesco Aversa ikke længere kunne få det til at løbe rundt.

Men nu er der rigtig gode nyheder.

For brødrene Foschi, der også står bag Restaurant Fynboen, genåbner Capri med et kraftigt ansigtsløft.

“På Capri tror vi på traditioner og på familie,” siger Luciano Foschi, der sammen med sin bror Stefano, har overtaget Capri.

Husker utallige besøg på Capri i opvækst

I en pressemeddelelse skriver brødrene Foschi, at de glæder sig til at genåbne stedet.

Begge brødre husker deres utallige besøg på Ristorante Capri igennem deres opvækst, og det var også på Capri, at Stefano trådte sine første skridt som kok.

Stefano, som har vundet Schiøtzprisen to gange i træk med Restaurant Fynboen, skal stå for at designe menuen på Capri, og kommer selv til at stå i køkkenet.

“Jeg har et dedikeret og dygtigt hold med, og vi glæder os utroligt meget til at vise Capri frem fra en ny side.”

Men Capris gamle stamgæster skal ikke være nervøse for, at Capri mister sin sjæl med de nye ejere.

Stedet bærer stadig præg af Francesco Aversas eklektiske og personlige stil og den hyggelige stemning er bevaret.

“Det er vigtigt for os, at Capri ikke mister sin ånd og sine særegne karaktertræk, som en hyggelig, spøjs og uformel restaurant, hvor alle kan føle sig velkomne.” fortæller Luciano, og fortsætter:

“Vi kom her jo begge som børn, og det var en af mine yndlings restauranter. Og det vil vi gerne ære, når vi fører Capri videre.

Vi er jo kommet her siden vi blev født, ja faktisk mødte vores forældre hinanden heroppe for 37 år siden.”

Ægte italiensk ophav

“Vi er begge halvt italienske, halvt danske, og det vil kunne ses i vores menukort.

Vores italienske side stammer fra vores far Fulvio, som også er kok,” Stefano Foschi.

Fulvio har været på besøg fra Italien og han har været med til at give input til hvad der skal på menukortet; “Ja, bølgerne går højt når vi diskuterer mad,” griner Stefano

“Vi har alle tre en stor passion for mad, og diskussionen om, hvornår noget er autentisk italiensk, eller blot er en dansk efterligning bliver vi aldrig trætte af!” og Luciano fortsætter;

“Men vi vil ikke lave det alt for klassisk italiensk, for os vil det være en hyldest til det italienske køkken, men på vores egen måde.”

Capris genopstanden og genåbning!

Ristorante Capri starter blidt op i næste uge hvor de deltager i ‘Spis og Støt’.

Her har de sammensat en spændende tre retters menu, med inspiration fra støvlelandet.

Dog har de tilsat noget af den magi, de er kendt fra på Fynboen.

“Der skal både være noget af det alle kender Capri for, og så har vi tryllet lidt med nogle af klassikerne.

Jeg glæder mig så meget til at komme i gang og overraske alle der kender Capri, med et frisk twist på nogle af de kendte klassikere,” Stefano Foschi

Efter Spis og Støt tager Capri for alvor fat med en ny og omfattende tasting menu, hvor kærligheden til det italienske køkken er i højsædet, og maden bliver tilberedt med de bedste Italienske og Fynske råvarer.

Derudover vil der være et mindre udvalg af ala carte retter, baseret på tasting menuen, samt selvfølgelig en håndfuld særligt udvalgte og ret ambitiøse pizzaer.

“Vi vil ikke nøjes med at gøre det ‘godt nok’, og derfor har vi måske testet 25 forskellig opskrifter på pizzadej ud, og er endeligt landet på en vi føler vi kan være stolte af.” fortæller Stefano.

Capri har ikke en officiel åbningsreception, men planen er at slå det sammen med stedets 40 års fødselsdag.