Klar med kæmpe iværksætterbasar: Køb dine julegaver i Storms Pakhus
I weekenden kan du købe julegaver og kalendergaver i Storms Pakhus – direkte af lokale iværksættere.
Her er der nemlig iværksætterbasar i pakhuset, som bliver fyldt med 24 boder.
Smykker, hudplejeprodukter, kreativt legetøj, fødevarer, keramik, lædervarer, brugskunst, interiør til hjemmet og biologiske mosvægge. Der er noget for enhver ønskeseddel, når der lørdag 12. november kl. 11-18 er iværksætterbasar i Storms Pakhus.
Væltet ind med ansøgninger
På basaren vil 24 lokale iværksættere præsentere og sælge deres produkter, og dermed er basaren en perfekt mulighed for at forkæle sig selv med en gave, købe kalendergaver til børnene eller få de første julegaver i hus.
”Det er væltet ind med ansøgninger fra lokale iværksættere, der gerne vil præsentere deres produkter, og vi havde desværre ikke plads til alle, men vi har fået samlet 24 spændende og vidt forskellige, lokale iværksættere, der præsenterer og sælger deres produkter,” siger Laila Burharth, iværksætterkonsulent hos Odense Iværksætterservice, og tilføjer:
FAKTA:
Iværksætterbazaren er en del af Odense Iværksætterfestival, der løber af stablen fra lørdag 12. november til lørdag 19. november og byder på 14 events for folk med interesse for iværksætteri. Måske er du selv iværksætter, måske går du med en drøm i maven, eller måske ønsker du på den ene eller anden måde at hjælpe andre med deres virksomhed.
”For iværksætterne er det en gylden mulighed for at møde deres kunder og få deres mening om produkterne, og for gæsterne i Storms Pakhus er det en mulighed for at købe nye, unikke produkter direkte fra iværksætterne selv.”
Du kan se listen over boder på Storms Pakhus’ Facebook-side her.