Klar til at vælte Odense: Ude af Kontrol laver vild Drive-in koncert
Mads Langer. L.O.C. Anden og nu også Ude af Kontrol.
Det vælter ind med store navne på det nye Drive-In Live koncept, der får premiere i starten juni på Jyske Bank Arenas parkeringsområde.
Fredag formiddag har man offentliggjort Ude af Kontrol. Koncerten bliver lørdag d. 13. juni klokken 22.00 i Odense.
Ude af Kontrol har opnået nærmest kultstatus på rekordtid. Deres sceneshows er energiske suppleret med de vilde tekster i sangene.
Blandt andet blev deres koncert til Smukfest sidste år stoppet hele to gange, fordi publikum gik helt amok til sangene.
Streamet mere end 175 mio. gange på Spotify
Englando, Balken og Munken har de seneste år skabt en bølge af hits og opnået mere end 175.000.000 (!) streams, alene på Spotify, hvor drengene i den grad er vokset med opgaven i takt med deres stigende popularitet.
På trods af meget begrænset kommerciel support har Ude Af Kontrol haft 3 singler i Top50 på Spotify på samme tid i 2019, hvoraf singlen ‘næ’ havde en flot 5. plads!!
Senest var Ude af Kontrol de første til at spille en Fredagsrock i et publikum-tomt Tivoli som blev transmitteret live på TV2 Zulu.
Det bliver hele tiden næste niveau for den opfindsomme trio, som endnu engang inviterer indenfor i deres vilde univers – og for første gang nogensinde – til en Drive-In koncert, hvor publikum i den grad bliver udfordret med at holde energien bag bilernes 4 døre.
Setlisten er pakket med hits – inkl. den publikumsvenlige single ’Moshpit’!
HVORDAN KOMMER DET TIL AT FOREGÅ?
’DRIVE IN – LIVE’ arrangementerne er designet til at overholde alle officielle anbefalinger, så publikum roligt kan nyde de mange koncerter, comedyshows og familieoplevelser landet over.
Da ’DRIVE IN – LIVE’ arrangementerne skal opleves fra egen bil, og med den anbefalede afstand, så vil publikum komme lidt længere væk fra scenen end ved en traditionel koncert.
Derfor er scenen bygget ekstra høj, så udsynet bliver bedst muligt for alle, ligesom 3 storskærme vil gøre oplevelsen ekstra god.
Arrangementerne vil have plads til ca. 600 biler pr. gang, der kan høre lyden igennem deres bilradio.
BILLET INFO
Billetsalget til Ude af Kontrol starter tirsdag d. 19. maj kl. 12.00
Køb billet på www.ticketmaster.dk
Læs mere om de enkelte arrangementer på: www.driveinlive.dk
Nuværende arrangementsoversigt til Drive In – Live i Odense
- Annika Aakjær – onsdag d. 10 juni
- Anders ‘Anden’ Matthesen – torsdag d. 11. juni
- Malk De Koijn – torsdag d. 11. juni
- Mads Langer – fredag 12. juni
- Onkel Reje – lørdag d. 13. juni
- Claus Hempler & Teitur – lørdag d. 13. juni
- L.O.C. – lørdag d. 13. juni
- Ude Af Kontrol – lørdag d. 13. juni
- Mads & Monopolet – søndag d. 14. juni