Koffiboys fylder i gadebilledet: Mød kaffebrødrene fra Odense
Måske har du lagt mærke til de to lyshårede brødre, som sælger friskbrygget økologisk kaffe fra deres ombyggede tuk tuk under navnet Koffiboys.
Brødrene hedder Mads (25 år) og Jonas (23 år), og dem kan du blandt andet møde i Munke Mose, når der er godt vejr, og på havnens loppemarked hver søndag.
”Koffiboys er en drøm, som er gået i opfyldelse for os. Vi er ikke bare brødre. Vi er også bedste venner, og vi har altid haft en drøm om at lave noget sammen, som skaber glæde for andre,” siger Mads Klindt, som ejer og driver kaffevognen sammen med sin bror.
Inspirerende rejser
Ideen til at lave et rullende kaffeskur kommer fra brødrenes mange rejser rundt i verden, hvor de blandt andet har besøgt kaffefarmere og kaffeplantager. Inspirationen til kaffevognen kommer fra diverse gadeboder og trillende køkkener i Thailand og Cambodia.
”Vi har altid haft interesse for asiatiske gadekøkkener. Det ser bare så hyggeligt ud med familier, som sælger mad fra deres madboder og snakker med vennerne. Det er noget, som bringer mennesker sammen, og det ville vi også prøve.”
Brødrene var enige om, at de skulle lave noget med kaffe på grund af deres fælles passion for god kaffe, og der var ikke langt fra idé til handling. De fik ideen i oktober, og allerede i februar stod de på gaderne i Odense og solgte økologisk kaffe og te fra deres hvide kaffe-tuk tuk.
I København ser man flere og flere mobile kaffevogne, som den Koffiboys har investeret i, og ifølge brødrene Klindt, så har Odense manglet en kaffevogn som deres.
”Vi kan se, at vi dækker et behov i Odense. Her er mange steder, hvor man kan få en kaffe med på farten, men vi kan placere os næsten lige, hvor vi vil. For eksempel i Munke Mose når der er fyldt med kaffetørstige mennesker. Og så kan vi servere en kvalitetskop, uden at man skal betale en cafépris for den,” siger Mads Klindt.
Økologisk kaffe fra fynsk risteri
Fra den lille kaffevogn kan du købe økologisk kaffe fra Honduras og Etiopien, og kaffebønnerne er ristet på Fyn af Holy Bean.
”Det er vigtigt for os, at vi ved, hvor vores kaffe kommer fra. Derfor har det også været vigtigt for os, at vores risteri kan fortælle en historie om bønnen og kender de forhold, som kaffefarmerne arbejder under,” siger Mads Klindt, og tilføjer:
”Vi synes selv, at vores kaffe har en anderledes og måske bedre smag end mange andre steder. Bønnerne er nemlig lysristet, hvilket giver nogle andre aromaer og en sødere smag, som går tabt i de mørkristede bønner.”
Fra den lille kaffevogn sælger brødrene cappucino, americano, latte, cortado og espresso. Derudover kan du også købe en kop økologisk te fra svenske Supertea, hvor du kan vælge mellem passionsfrugt te, grøn te med kokos eller te med gurkemeje og ingefær.
Koffiboys stiller også op til fester, events, firmaarrangementer, koncerter og lignende, og deres kaffebar er hverken afhængig af strøm eller vand.
Følge Koffiboys på Instagramog Facebook, så du ved, hvor de er, når du skal bruge dem.