Kom med helt forrest: Sådan ser turen med Letbanen i Odense ud
Nu kan du få en forsmag på, hvordan det bliver at køre med letbanen.
På godt tre minutter ser du udvalgte steder og stationer på ruten, som er filmet fra forruden af letbanen, mens den kører igennem byen.
Denne type film kaldes for en ’førerrumsfilm’, som der er en lang og stolt tradition for især på spektakulære jernbanestrækninger med flotte udsigter.
Blandt andet markerede det norske stats-tv NRK 100 års jubilæet for Bergensbanen mellem Oslo og Bergen med en syv timer lang film optaget fra førerkabinen, som blev en kæmpe succes med cirka 1,2 mio. seere.
Odense Letbanes film kan dog ikke blive så lang, da turen blot tager 42 minutter fra den ene ende til den anden.
Få et unikt indblik i køreturen
Desuden har vi valgt at klippe turen ned til en kort version på blot tre minutter for dem, der gerne bare vil have et indtryk af turen.
For den særligt interesserede seer har vi dog også klippet en længere version på godt 23 minutter, hvor det især er stoppene ved de 24 stationer, der er skåret fra i forhold til rutens egentlige længde på 42 minutter.
Om letbanefilmene bliver en lige så stor succes som filmen fra Bergenbanen må tiden vise.
Men i hvert fald kan du med letbanefilmen her få et unikt indblik i letbaneruten i Odense, før den er begyndt at køre med passagerer. Det forventes at blive muligt fra slutningen af maj måned.
Herunder kan du se den korte version på tre minutter. Men der findes også en længere version på 23 minutter – den kan du finde her.