Kom til Forskningens Døgn: SDU inviterer alle en tur på universitet
Er du også nysgerrig på hvad man kan bruge et universitet til? Så kan du nu få svar på det og meget mere til.
Lørdag d. 26. april kl. 10-16 inviterer SDU Odense nemlig til en lørdag i videnskabens tegn.
Det bliver seks timer spækket med forskning, oplevelser og underholdning for børn og voksne i alle aldre, og det hele er gratis.
Der er virkelig noget for enhver smag.
Programmet spænder vidt og bredt fra alle interesseområder og aldre. Det er hvad end du er til politik, klima, sundhed, grammatik eller en masse andet.
Vildt program til Forskningens Døgn:
- Motor Mille & Børneforskerbanden vender tilbage
Børnenes favorit Motor Mille er tilbage! Denne gang skal hun sammen med SDU’s forskere gøre os klogere på affaldssortering. - Jan Elhøj undrer sig
Oplev komiker og tv-vært Jan Elhøj undre sig over emner som mikrodosering og konspirationsteorier. Han får selskab på scenen af Kasper Grotle Rasmussen, Mikael Palner, Jan Wilhelm Kornfeldt, Signe Banke og Henrik Wenzel. - Hos Clement
4 talkshows hvor Clement Kjersgaard sætter en række af vores topforskere i stævne under temaerne: Sikkerhedspolitik i Europa sammen med Peter Viggo Jakobsen, Steen Rynning og Rasmus Glenthøj , Ekstremt vejr med Sebastian Mernild, Dikte Reeh Andersen og Christian Koch, Fra Skærmtid til kvalitetstid med Aida Bikic og Anders Grøntved og USA efter valget med Jørn Brøndal og Niels Bjerre-Poulsen. - Zerowaste og fast fashion med Gittemarie Johansen
Danmarks største bæredygtighedsinfluencer får besøg af Ida Raunkjær, Tau Lenskjold, og Rasmus Paulsen Holm til en snak om forbrug, overforbrug og bæredygtighed. - Fremtidens sundhedsteknologi
Tværfakultær stand, hvor du kan møde forskerne og få et bud på, hvordan fremtidens sundhedsteknologiske løsninger kommer til at se ud - Retsmedicin og True Crime
Stor tværvidenskabelig retsmedicinsk stand på det Sundhedsvidenskabelige Fakultet - Danmarks fedeste science show
De studerende fyrer den af med farverige eksplosioner. - Menstruation
Bliv klogere på menstruation og prøv en smertesimulator så du kan opleve, hvor ondt det gør at have menstruation. - SDU’s kommaskole
Lær at sætte korrekt komma sammen med forskerne - Escape Room
- Tag en tur i SDU’s helt eget Science Escape Room
I alt er der mere end 50 forskellige events!
Du kan også blive klogere på emner som frygt, transkønnethed og online dating og meget, meget mere.
SDU Odense har afholdt Forskningens Døgn på campus siden 2015, og arrangementet plejer af være særdeles velbesøgt. Sidste år var der over 3500 gæster.
I år kan man også opleve det nye sundhedsvidenskabelige fakultet og komme helt tæt på det nye universitetshospital. Og fordi arrangementet breder sig over et stort område, bliver det i dagens anledning gratis at køre med letbane mellem de 3 tre SDU-stop.
Forskning har værdi for både mennesker og samfund
Og der er flere grunde til hvorfor SDU disker op med et så stort og bredt program.
“SDU er et internationalt orienteret forskningsuniversitet, der skaber ny viden og løsninger på samfundets store udfordringer.
Forskningens Døgn giver os en mulighed for at åbne universitetet og invitere alle interesserede indenfor, så de kan opleve, hvordan forskning gør en forskel. SDU’s forskere arbejder bredt – fra sundhedsteknologi, klima og digitalisering til historie, kultur og samfundsudvikling.
Det betyder, at vi ikke kun skaber teknologiske løsninger, men også bidrager til at forstå og forme de sociale, kulturelle og politiske rammer, vi lever i. Forskningens Døgn er en vigtig anledning til at bringe denne viden i spil i en bredere offentlighed”, siger rektor på SDU Jens Ringsmose til MigogOdense og fortsætter:
“Forskning driver udvikling. SDU bidrager med løsninger, der styrker samfundet, og derfor er det afgørende, at forskningen ikke kun foregår på universitetet, men også kommer ud og bliver til ny viden, nye teknologier og nye muligheder.
Forskningens Døgn er en del af det arbejde – vi ønsker at skabe engagement og vise, hvordan forskning har en konkret værdi for mennesker og samfund.
Samtidig er vidensdeling en central del af et moderne universitet. Når forskere møder borgere, virksomheder og beslutningstagere, opstår nye perspektiver og samarbejder, der kan føre til endnu stærkere løsninger”.
Rektoren håber selvfølgelig også at det kan inspirere nogen til at vælge en uddannelse inden for en af de mange retninger de tilbyder på SDU.
“Vi ønsker at vække nysgerrighed og vise, hvordan forskning bidrager til samfundet og vores hverdag.
Forhåbentlig kan vi inspirere unge til at vælge en uddannelse inden for sundhedsvidenskab, naturvidenskab, teknologi, samfundsvidenskab eller humaniora.
Samtidig håber vi at give omverdenen nye perspektiver – om alt fra klimaforandringer og sundhed til kultur, historie og sprog – som kan gøre en reel forskel.”
Forskningen Døgn er en gentagende begivenhed på SDU, som i bund og grund også handler om at dele ud af den viden, et stort universitet som SDU sidder inde med.
“SDU er dedikeret til at udvikle viden, der skaber løsninger, og Forskningens Døgn er en oplagt mulighed for at dele den viden med resten af samfundet”, slutter Jens Ringsmose.
Du kan læse mere om Forskningens Døgn og se hvordan du kommer med her.