Krigens Stemmer: Kom til unik koncert og talk om krig med Adam Holm

I en tid, hvor krig præger både Europa og resten af verden, får du nu muligheden for at komme til en eksklusiv koncert og talk.
Word Festival og Odense Symfoniorkester går nemlig sammen om et særligt event under Word Festival 2025, der vil sætte fokus på krigens mange facetter gennem musik og refleksion. Det skriver de i en pressemeddelelse.
Journalist og historiker Adam Holm og dirigent Elias Brown og baryton Johannes Held fører publikum gennem en aften, hvor krigens hjerteskærende væsen bliver udforsket både gennem musikalske mesterværker og historiske perspektiver.
Koncerttalken finder sted i Carl Nielsen Salen i Odense Koncerthus den 1. februar, og tager udgangspunkt i musikkens lange og komplekse forhold til krig. Fra slagmarkens kampsange til pacifistiske protestsange, vil aftenens program præsentere krigens fysiske og psykiske påvirkninger gennem toner og ord.
Perspektiv til aktuelle konflikter
Musikken har gennem historien været en kraftfuld ledsager til krig, både som opildner, som sorgbearbejdelse og som en kritisk stemme.
Denne særlige koncert vil dykke ned i, hvordan musik kan reflektere både heltemod og tab, og hvordan den også bliver brugt terapeutisk i behandlingen af krigsveteraner.
Efter koncerten vil Adam Holm tage scenen for at indlede en talk, hvor han vil sætte aftenens musikalske oplevelser i perspektiv til de aktuelle konflikter, der præger vores nutid. Med hans historiske ekspertise vil publikum blive inviteret til en refleksion over krigens rolle gennem tiderne og dens skræmmende tilstedeværelse i dagens verden.
“Dette samarbejde med Symfoniorkestret er en vigtig tilføjelse til Word Festival 2025, hvor vi ønsker at skabe rum for refleksion og dialog om de aktuelle krige og kriser, der optager os mest,” siger direktør for Word Festival, Anne Dyrehauge:
”Det er en unik mulighed for at opleve, hvordan musik kan give nyt perspektiv på krigens virkelighed og dens påvirkning af os som mennesker. Så jeg vil opfordre vores gæster til ikke at gå glip af denne stærke og rørende koncerttalk på Word Festival 2025.”
Billetten koster 250 kroner, mens unge under 29 og studerende kan få den til 90 kroner.
Der er gratis adgang for folk med partoutkort til Wordfestivalen 2025.
Hvad: Koncerttalk om krig
Hvor: Carl Nielsen Salen, Odense Koncerthus
Hvornår: Den 1. februar 2025, kl. 18.30