Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Kommunen hædrer miljøfokus: BC Catering gør det nemt at cykle til arbejde

Af Mikkel Greiner
BC Catering har blandt andet erhvervet sig en elcykel, som medarbejderne kan bruge. Lucas Brolykke Jensen er klimaambassadør hos BC Catering i Odense. Foto: BC Catering Odense
BC Catering har blandt andet erhvervet sig en elcykel, som medarbejderne kan bruge. Lucas Brolykke Jensen er klimaambassadør hos BC Catering i Odense. Foto: BC Catering Odense

Hvordan kommer du på arbejde? Kører du i bil eller cykler du? Tager du offentlig transport – eller måske samkørsel?

Og er det overhovedet noget, din arbejdsplads går op i?

Hos BC Catering i Odense gør de – og de har ovenikøbet bevis på det. Virksomheden har nemlig indført en række tiltag, der gør det nemmere for medarbejderne at vælge klimavenlige transportformer til og fra arbejde.

Derfor har BC Catering modtaget Odense Kommunes Transportstempel, som tildeles virksomheder med gode forhold for klimavenlig transport.

Virksomheden har opnået sølvniveauet, som er det tredjebedste trin – over det ligger guld og grøn. Indtil videre har kun én virksomhed opnået det grønne niveau.

Har gjort det nemmere at tage cyklen

BC Catering havde allerede fine forhold for medarbejdere, der cyklede på arbejde. I forbindelse med arbejdet mod transportstemplet er forholdene nu blevet endnu bedre.

Det første skridt var at indgå en aftale med en lokal cykelhandler, som giver medarbejderne rabat på både cykeleftersyn og køb af nye cykler.

Dernæst købte virksomheden en elcykel, som medarbejderne frit kan låne via et bookingsystem. Formålet er at give medarbejderne mulighed for at afprøve elcyklen gratis – og måske blive inspireret til at købe deres egen. Indtil videre har to medarbejdere gjort netop det.

Virksomheden havde i forvejen bade- og omklædningsfaciliteter, men har nu også gjort det gratis at låne og få vasket håndklæder – så det er nemt at blive klar til arbejdsdagen efter en cykeltur.

For BC Catering handler det om at gøre det nemt, attraktivt og inspirerende at vælge grøn transport.

Derudover har de opsat en cykelpumpe i det overdækkede cykelskur og reserveret de nærmeste parkeringspladser til elbiler.

Ved indgangen står diplomet, der markerer det grønne transportstempel, flot fremme.

Cyklet næsten 4000 kilometer

Derfor var det helt naturligt for BC Catering at tilmelde sig kampagnen ‘Vi cykler til arbejde’. I maj måned deltog de i den landsdækkende konkurrence, hvor virksomheder dyster om, hvem der cykler mest. Men først og fremmest handler det om at få flere til at tage cyklen.

Hos BC Catering deltog næsten en tredjedel af medarbejderne – og valgte altså jernhesten som transportmiddel til og fra arbejde.

Tilsammen nåede de at cykle 3.890,84 kilometer i løbet af måneden – inklusive fritidscykling. Ser man kun på turene til og fra arbejde, cyklede hver deltager i gennemsnit 178,11 kilometer.

Men kampagnen har givet mere end bare motion og CO₂-besparelser. Den har også styrket sammenholdet og fællesskabet på arbejdspladsen – både blandt deltagerne og resten af kollegerne.

Ved frokostbordet var det et varmt emne: Hvor langt havde folk cyklet? Hvor mange kilometer var de oppe på tilsammen? Det skabte masser af dialog, grin og fællesskab.

Går efter guldet

BC Catering i Odense arbejder videre mod næste niveau af Odense Kommunes Transportstempel.

For at rykke videre til guldkategorien er virksomheden nu i gang med at producere en guide til offentlig transport, som kan gives til nye medarbejdere. Derudover vil de også foretage en undersøgelse af medarbejdernes transportvaner.

Du kan læse mere om BC Catering i Odense her.

Del artikel


 


 


 


 


Udvalgte artikler

Top 3 i dag