Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kop & Kande lukker: “Vi må bare erkende, at Kongensgade er død”

Af Christina Frederiksen

Det er et kedeligt syn, der møder én, når man går forbi Kop & Kande i Kongensgade.

Gule skilte i vinduerne viser, at her er ophørsudsalg.

Og det er da også en ærgerlig ejer, Lars Rasmussen, som MigogOdense fanger over telefonen.

“Den lukker permanent. Sådan som verden er i øjeblikket, skal man tænke sig godt om, når man driver butik. Derfor har jeg besluttet, at det er bedre at lukke, når det stadig går godt, end når det går rigtig skidt,” siger Lars Rasmussen og tilføjer:

“Vi ved ikke, hvordan det kommer til at gå de næste par måneder, så derfor lukker jeg, mens jeg stadig har råd til det.”

Det er selvfølgelig superærgerligt, at vi må lukke, men vi må også bare erkende, at Kongensgade er død. Skal du drive detailbutik i centrum, skal du ligge i Vestergade.

Lars Rasmussen, ejer af Kop & Kande i Kongensgade

Han overtog butikken i januar. En måned efter kom krigen i Ukraine, og den globale usikkerhed med blandt andet stigende energipriser til følge har også ramt Kop & Kandes kunder.

“Vi har cirka lige så mange kunder som tidligere. Vi sælger også flere varer end sidste år. Men vores kunder bruger i snit omkring 20 kroner mindre, hver gang de handler end før, og hvis vi har 5000 kunder på en måned, kan du nok regne ud, hvor mange penge vi mister. Så folk bruger generelt færre penge. Og det kan jeg godt forstå. Det gør jeg også selv,” siger Lars Rasmussen.

Må ikke gå ud over Rosengårdcentret

Men selvom butikken i Kongensgade har klaret sig ganske udmærket alt taget i betragtning, så kan Lars Rasmussen godt mærke, at adressen heller ikke er optimal.

“Det er selvfølgelig superærgerligt, at vi må lukke, men vi må også bare erkende, at Kongensgade er død. Skal du drive detailbutik i centrum, skal du ligge i Vestergade. Vi kender det jo selv. Man går 50 meter ned ad Kongensgade, og så vender man om, fordi der ikke sker noget,” siger Lars Rasmussen.

Det er også Lars Rasmussen, der ejer Kop & Kande i Rosengårdcentret.

“Når jeg lukker i Kongensgade er det for at udøve rettidig omhu, inden pengekisten er tom. Det ville være en katastrofe, hvis jeg lukkede for sent i Kongensgade, og det endte med at gå ud over butikken i Rosengårdcentret. Det er den bedste butik i hele kæden, så den skal vi passe på. Den lukker aldrig. Det kommer ikke til at ske,” siger Lars Rasmussen og griner.

Kop & Kande i Kongensgade 58B lukker pr. 1. oktober.

Del artikel

Andre læser også