God mulighed: Kraftigt nordlys kan ramme Fyn igen
Vi har været heldige på Fyn, når det kommer til nordlys.
Natten til den 27. februar var det bl.a. muligt at opleve det sjældne fænomen på Fyn.
Det strømmede ind med smukke billeder, og det var da også usædvanligt, fortalte DMI til Ekstrabladet:
“Jeg har ikke set så flotte billeder fra Danmark før, og jeg har trods alt været med i nogle år. Det er usædvanligt, at det er så flot,” sagde Henning Gisselø, vagthavende meteorolog hos DMI.
Missede du det de første to gange, får du (måske) muligheden på mandag den 20. marts, hvor der er forårsjævndøgn.
Mulighed for at se kraftigt nordlys
TV2 Øst beretter, at jævndøgn er det tidspunkt på året, hvor nordlyset kan blive mest intenst, fordi der er en højere geomagnetisk aktivitet, hvilket medfører større chance for nordlys.
Samtidig befinder solen sig i en maksimumperiode for højere aktivitet, og det betyder flere solstorme.
Denne kombination gør, at der er god mulighed for at se kraftigt nordlys i Danmark på mandag.
Det er dog med nordlys-prognoser, som det er med vejret; det er ikke altid, de holder stik.
Vi krydser dog fingre for, at himlen endnu engang lyses op af aurora borealis, og at der er optimale vejrforhold.
Udover en skyfri himmel, er det også vigtigt, at man finder et mørkt sted, da lysforurening kan sætte en stopper for at opleve fænomenet.
Hvis man bor i byen, anbefales det, at man kommer så højt op som muligt i ens etageejendom og væk fra gadelamperne.
Vil du følge med i om nordlys rammer Danmark, kan du med fordel følge med i Facebook-gruppen Nordlysvarsel i Danmark, hvor brugere deler information og varsler hinanden om nordlys.