Krea og koncerter: Skyd sommeren i gang med Kulturmaskinen

Maj-måned har budt på gode stunder i det odenseanske byliv.
Byen har summet af mennesker, og det har næsten føltes som sommer.
Og mens vi snart kaster os ind i årets første ægte sommermåned, kan vi jo lige så godt begynde at forberede os på, hvad weekenderne skal proppes med af gode planer.
Kulturmaskinen er endnu engang klar med et lækkert program, der er fyldt til randen med geniale events.
Og lige her kan du få et overblik.
Metal Mekka og foredrag om din hjerne
Den første dag i juni kan du i Frølageret komme til en ond aften med fire forskellige takes på metalmusikken – lige fra black til trash.
Her er der nemlig dømt Metal Mekka med HelgE, Destabilizer, Blodrus og Craceyard på programmet.
Samme weekend byder også på foredrag om mænd og kvinders hjerner.
Ann E. Knudsen indtager Magasinet med en både underholdende og lærerig stund, når hun leverer foredraget “Din hjerne skrumper, skat.”
Giv garderoben et farverigt touch
Hvis du er flipper eller faktisk bare helt med på moden, har du nok opdaget, at det igen er hipt med batikfarve.
Og hvis ikke, er det på tide at få øjnene op for det. Det kan du til workshoppen, der bliver afholdt den 13. juni på Tekstilværkstedet.
Her kan du lære teknikken og samtidig komme hjem med noget fedt kluns, der lige giver garderoben et ekstra farverigt touch.
Lav dine egne gardiner
En gammel, koreansk patchwork-tradition? Lyder det som noget for dig?
Du har nok set de flotte gardiner på enten Instagram eller Pinterest, og nu kan du lære det selv.
Den 24. juni kan du nemlig komme til Pojagi i Tekstilværkstedet.
Og hvis du skal være med, kan du tilmelde dig lige her.