Find inspiration i Den Fynske Landsby: “Vi skal se værdien i det, der allerede står”

Denne klumme er en del af formatet “Byens Stemmer” på MigogOdense.
Her giver vi løbende ordet til markante odenseanske profiler, der deler deres egne perspektiver på byen, dens udvikling og de sager, der former vores fælles hverdag.
Denne gang handler det om bæredygtigt byggeri, og om at man kan lade sig inspirere af håndværket i Den Fynske Landsby.
Ordene er leveret af Lise Gerda Knudsen, der er udviklingschef i Den Fynske Landsby.
Danmark står midt i en stille klimakrise, som ikke kun handler om biler og landbrug, men også om mursten, beton og glas.
Byggeriet står nemlig for omkring 30 % af landets CO2-udledning. Det er et tal, der burde få alarmklokkerne til at ringe – ikke kun hos politikere og entreprenører, men hos os alle.
For hvad er det egentlig, vi bygger med? Og hvorfor?
I århundreder byggede man med det, man havde lige uden for døren.
Landsbyhuse i bindingsværk og med stråtag var ikke et nostalgisk valg – det var et praktisk og bæredygtigt valg. Materialer som træ, ler, kalk og strå var billige, tilgængelige og kunne repareres igen og igen. Bygningerne afspejlede deres egn, både i udtryk og i funktion. Det var arkitektur med omtanke – længe før ordet bæredygtighed blev moderne.
I dag bygger vi ofte, som om ressourcer er uendelige. Beton og stål dominerer, selvom produktionen af disse materialer er blandt de største klimasyndere. Samtidig river vi fungerende bygninger ned for at give plads til nyt – ofte uden at overveje, om det overhovedet er nødvendigt.
Det rejser nogle helt centrale spørgsmål:
Hvornår giver det mening at bygge nyt?
Hvornår bør vi bevare og reparere det eksisterende?
Og hvorfor er det blevet nemmere at rive ned end at tænke i genbrug?
I mange danske landsbyer og frilandsmiljøer bliver gamle håndværkstraditioner stadig holdt i live.
Her vedligeholder håndværkere og frivillige bygninger med teknikker, der har fungeret i hundreder af år.
De viser, at holdbarhed ikke nødvendigvis handler om moderne materialer, men om viden, omtanke og respekt for det eksisterende.
Måske er det netop her, vi skal finde inspirationen.
Bliv inspireret i Den Fynske Landsby
For løsningen er ikke nødvendigvis at stoppe med at bygge – men at bygge anderledes. At vælge materialer med lavere klimaaftryk. At designe bygninger, der kan repareres og tilpasses.
Og ikke mindst: at se værdien i det, der allerede står.
Hvis vi virkelig vil reducere byggeriets klimaaftryk, kræver det et opgør med vores brug-og-smid-væk-kultur. Det kræver politiske incitamenter, ja – men også et kulturelt skifte.
Spørgsmålet er ikke længere, om vi har råd til at bygge bæredygtigt.
Spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være.
I Den Fynske Landsby inviterer vi vores gæster til at komme helt tæt på både fortidens og fremtidens byggeri, når vi holder arrangementet Byggeri i Balance i weekenden den 9. og 10 maj.
Landsbyens håndværkere arbejder på museumsbygningerne og giver konkrete tips og gode råd om byggeri – både som det blev gjort før i tiden, og som det kan gøres i dag.
Desuden kan gæsterne møde eksterne håndværkere og fagfolk, der arbejder aktivt med historien, når bygger nyt, restaurerer og vedligeholder bygninger. Weekenden byder på en sjælden mulighed for selv at få fingrene i materialerne, mærke teknikkerne og forstå, hvorfor gamle metoder stadig kan være relevante.
Lørdag den 9. maj bliver der desuden sat ekstra fokus på bæredygtigt byggeri gennem en række talks.
Arkitekt og tv-vært Ane Cortzen modererer, når 4 arkitekter og eksperter giver deres bud på, hvordan historien kan inspirere, når vi bygger nyt eller bygger om.
I weekenden den 9.-10. maj kradser Den Fynske Landsby i byggeriets fundament og undersøger, hvordan naturmaterialer, håndværk og nye tankesæt kan være med til at forme et mere ansvarligt byggeri.