Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Lækker weekend i vente: Masser af koncerter og kultur

Af Redaktionen

Om få timer er det weekend, og endnu en gang har Odense masser at byde på. Det gælder især, hvis du er glad for musik og kultur, for der er flere fede koncerter og forestillinger på byens spillesteder og teatre. Du kan også komme til lancering af en ny odenseansk øl, tage på shopping i city og byens to shoppingcentre eller nyde sjove stunder sammen med hele familien.

MigOgOdense giver dig et overblik over de mange spændende weekendoplevelser, du har i vente.

Musik

Fredag kl. 20.00: The Kilkennys på Musikhuset Posten
De fire irske sangfugle fra bandet The Kilkennys er kendt for at forføre deres publikum med fantastisk irsk popmusik, masser af charme og deres sikre stemmer. De er et højt elsket band blandt især det irske folkefærd takket været deres unikke, dygtige spillestil med et væld af instrumenter, deres store vokale talent og deres evne til at give den hele armen, hver gang de går på scenen. Så kom og lad dig forføre.

Pris: 310 kr. i forsalg.

Læs mere her.

Fredag kl. 20.00: Mojo Hands på Musikhuset Dexter
Det esbjergensiske band Mojo Hands, der har høstet stor anerkendelse i især Sverige og Tyskland, lægger vejen forbi Dexter. Bandet har fire album bag sig og spiller rhythm-, blues- og soulmusik, der er inspireret af specielt den amerikanske musikscene. De er netop nu i gang med at indspille deres femte album, der forventes at være klar til sommer, og hvem ved – måske er du heldig at få en forsmag på de lækre, rytmiske melodier allerede nu.

Pris: 145 kr. i forsalg.

Læs mere her.

Fredag kl. 21.00: Northern Assembly i Kulturmaskinen
Northern Assembly er en nordisk folk- og countrykvartet, der har godt fat i både det danske og udenlandske koncertpublikum. De har adskillige udsolgte shows bag sig, og de har spillet på flere festivaler bl.a. SPOT Festival, Tønder Festival og Nordklang Festival i Schweiz. Deres store force er historiefortælling, så forbered dig på en koncert, der tager dig ud i alle afkroge af følelsesregisteret.

Pris: 130 kr. i forsalg / 110 kr. for studerende.

Læs mere her.

Fredag kl. 21.00-22.30: Vinterjazz på Studenterhus Odense
Tag til Vinterjazz på Studenterhus Odense og oplev Rasmus Henriksen Oktet fortolke Herman Bang. Rasmus Henriksen Oktet er et internationalt jazzensemble bestående af danske og polske musikere. De finder deres musikalske inspiration i den danske forfatter Herman Bangs digte og romanklassikere, som de sætter musik til. Efter koncerten er der jazz-jamsession, hvor alle interesserede kan få lov til at jamme løs i selskab med andre jazzfans.

Pris: 120 kr. i forsalg / 70 kr. for studerende.

Læs mere her.

Fredag kl. 22.00: Blues@midnight feat. Bechmann Sidenius på Musikhuset Dexter
Fredag aften er der blues@midnight med tomandsbandet Bechmann Sidenius. Bandet er kendt for sine bluesfortolkninger med et nyt snit og en ægthed, der peger i retning af højt til loftet, masser af ”texas space” og en kærlig, rå energi. Deres musik er præget af skiftende stemninger, der strækker sig fra et sfærisk, drømmende univers til rå vandkantsblues.

Pris: Gratis.

Læs mere her.

Lørdag kl. 15.00-16.00: Pianisterne – Beethoven II i Odeon
Studerende fra Syddansk Musikkonservatorium indtager Odeon til en times klassisk klaverkoncert. De hylder det store musikalske geni Beethoven ved at spille tre af hans famøse klaversonater.

Pris: Gratis.

Læs mere her.

Lørdag kl. 20.00: Melody Project Quintet på Musikhuset Dexter
Melody Project Quintet er et dansk-amerikansk samarbejde mellem altsaxofonisten Magnus Thuelund og jazzmusikerne Ralph Alessi, Nasheet Waits, Graig Earle og Nikolaj Hess. Kvintetten bevæger sig i et raffineret musikalsk univers med en markant personlig stil med aner fra den lyriske nordiske jazz, den mere pågående moderne jazz, free, og klassisk musik. Jazzen leveres med et smittende drive og et imponerende overskud.

Pris: 165 kr. i forsalg.

Læs mere her.

Lørdag kl. 20.00-22.30: Vinterjazz på Studenterhus Odense
Lørdag aften kan du opleve Horse Orchestra til Studenterhus Odenses vinterjazz-arrangement. Horse Orchestras musik er en fusion af traditionel jazz, hiphop, noise, barok og fri improvisation, og den leveres med en fyrig rock’n’roll-attitude.

Forsalg: 100 kr. i forsalg / 60 kr. for studerende.

Læs mere her.

Lørdag kl. 21.00: Odeology i Odeon
Odeon inviterer til dig til den allerførste udgave af Odeology, som er et helt nyt koncept, hvor du kan bade i lysshows, møde kreative sjæle og lytte til lokal og international eventyrlysten, elektronisk musik i backstage-området.

Pris: 50 kr.

Se mere om eventet her.

Søndag kl. 14.00-17.00: Vinterjazz på Studenterhus Odense
Vil du være med, når tre dygtige, danske jazzmusikere spiller sammen for allerførste gang? Så mød op på studenterhuset og oplev fødslen af Bak & Moos Winter Lovin’ Project lige for øjnene af dig. Det musikalske projekt består af August Korsgaard på klaver, Christian Moosdorf på guitar og Frederik Bak på bas.

Pris: PWYW (Pay What You Want).

Se mere om eventet her.

Søndag kl. 17.00: Maniscalco/Bigoni/Solborg på Teater Momentum
Du kan opleve den dansk-italienske trio Maniscalco/Bigoni/Solborg søndag på Teater Momentum. Trioen spiller ofte koncerter i små kirker, og improvisation er en vital del af deres musikalske proces og produkt. De navigerer frit i musikkens univers og har en formidabel evne til at reagere på hinanden i et intelligent, improviserende her-og-nu samspil, der skaber spændende, nærværende og autentisk musik.

Pris: 100 kr.

Læs mere her.

Søndag kl. 20.00: Martin Brygmann på Odeon
Martin Brygmann har længe udgivet musik, men aldrig alene. Nu har han udgivet sit første soloalbum Bates Delight, som han turnerer land og rige rundt med sammen med Danmarks Underholdningsorkester. Til koncerten vil der blive spillet sange fra det nye album og nye arrangementer af Martin Brygmanns tidligere hits som ”Vent på mig”, ”Ud i det blå” og ”Jeg er for kendt”.

Pris: 425 kr.

Læs mere her.

Mad

Fredag kl. 16.00-22.00: FredagsSlatter i Café Odeon Social
Café ODEON Social inviterer indenfor til FredagsSlatter fredag eftermiddag og aften. Så kom og drik vin til billige penge og hjælp ODEON med at få drukket slatterne op, så de ikke går til spilde. Et glas vin koster 50 kr. uanset navn, alder og drue.

Læs mere her.

Fredag-søndag kl. 18.00: Fællesspisning i Café Odeon Social
Alle ugens dage kan du komme til fællesspisning i Café Odeon Social. Du sidder ved langborde, og dagens ret bliver serveret på fade, som alle deler med hinanden.

Det koster 85 kr. pr. voksen og 55 kr. pr. barn at deltage, og det er ikke nødvendigt at bestille bord. Du kan læse mere her, og du kan også læse vores artikel om arrangementet her.

Lørdag kl. 18.00-23.45: Lancering af Kong Volmers egen bryg
Kong Volmer har lavet deres helt egen øl, som de lancerer lørdag. Til lanceringen serveres der en økologisk hjemmebrygget brown ale og en gang biksemad med ”beer”naise for 85 kr. Hvis du ønsker at deltage, skal du reservere bord. Det kan du gøre her.

For familien

Fredag-lørdag kl. 18.30-21.00: Fantastisk lysaften i ZOO
Hvis du og familien har lyst til en anderledes tur i zoologisk have, så tag af sted fredag eller lørdag aften, hvor zoologisk have bliver omdannet til en lysende oase af smukt, farvestrålende lys. Legepladsen bliver forvandlet til et eventyrligt, fantasifuldt univers med flotte farver og malende melodier som lydtapet. Du vil også kunne høre spændende fortællinger om dyr og være med, når zooguiderne laver forsøg med lys.

Læs mere på Odense ZOOs hjemmeside.

Lørdag kl. 8.30-20.00 og søndag kl. 8.30-18.00: JumpingFun
Brænd noget energi af sammen i JumpingFun. JumpingFun er en kæmpe trampolinpark med bl.a. vandrette og skrå trampoliner, slamdunk, skumgrave, jumptårn, parkour, dodgeball og meget mere.

Læs mere her.

Lørdag-søndag kl. 10.00-16.00: Leg i et lokomotiv på Jernbanemuseet
Er I trætte af at besøge den samme legeplads? Så besøg Jernbanemuseets legeplads og gå på opdagelse i et otte meter højt vandtårn og et kæmpe damplokomotiv. Kravl ind i førerhuset, udforsk maskinen og se, hvordan lokomotivet fungerer med fyrkasse og røgkammer. Eller prøv det nye minitogsanlæg, der er iscenesat med jernbanehistoriske miljøer i børnestørrelse. Der er også mulighed for at køre en tur med museets populære minitog.

Lørdag-søndag kl. 10.00-16.00: Drømmerejser på Jernbanemuseet
Jernbanemuseet inviterer på Drømmerejser tilbage i tiden og giver dig og din familie mulighed for at udleve jeres rejsedrømme. Hver dag i vinterferien er det muligt at tage på fire drømmerejser med mange tilknyttede aktiviteter. Når I ankommer til museet, får I udleveret et pas. I vælger selv, om I vil til Harzen, Paris, Norge eller Athen. Undervejs løser I en række opgaver, og ved hver rejsestation får I et stempel i passet. Til slut udleveres en rejsebadge som præmie.

Når I er færdige, kan I rejse videre i Drømmenes Kupé, som er museets udstilling om danskernes togrejser til fremmede destinationer. I kan også bygge jeres Drømmerejse med Duplo, tage flotte billeder fra jeres Drømmerejser med jeres smartphones eller lave jeres helt egen scrapbog fra en Drømmerejse.

Læs mere her.

Lørdag-søndag kl. 11.30: Fodre giraffer i ZOO
Hvis du er vild med giraffer, har du nu chancen for at komme helt tæt på dem. I weekenden har du nemlig mulighed for at være med til at fodre giraffer i Odense ZOO. Du kommer med en dyrepasser helt op til girafferne, og der vil være masser af muligheder for at svømme hen i de brune øjne og mærke den varme mule mod din hånd.

Læs mere på Odense ZOOs hjemmeside.

Lørdag-søndag kl. 12.00: Dyrefortællinger og duel på dyr i ZOO
Er I glade for dyr i jeres familie? Så tag i Odense ZOO og lær mere om verdens mange vilde dyr. De dygtige ZOO-guider står klar til at fortælle spændende historier og fakta om nogle af de mange vilde dyr i verden, så I kan blive endnu klogere på dyr.

Kan I ikke få nok af dyreviden, kan I bagefter overvære ”Duel på dyr” kl. 13.15, hvor to ZOO-guider udfordrer hinanden på viden om spændende dyr.

Læs mere på Odense ZOOs hjemmeside.

Lørdag-søndag kl. 15.15: Kom bag kulisserne i ZOO
I weekenden får du og familien mulighed for at opleve helt nye og interessante sider af zoologisk have. I selskab med en Zooguide kan I komme med bag de ellers lukkede døre og se, hvilket stof Odense ZOO er gjort af. På rundturen får I lov til at besøge chimpanserne i stalden, gå på jagt efter dovendyret i den tropiske regnskov, få et kig ind i et dyrepasserkøkken og deltage i fodringen af dværgsilkeaber. Turen afsluttes med en forfriskning i Darwins Hus.

Du kan se mere om turen her.

Kultur

Fredag kl. 19.30 og lørdag kl. 16.00: Catch Me If You Can på Odense Teater
Er du musicalelsker, så smut forbi Odense Teater i weekenden. Her kan du se den swingende broadwaymusical Catch Me If You Can, som handler om den charmerende, sympatiske storsvindler Frank Abagnale, der vokser op i et fint kvarter, men begynder at småsvindle efter farens konkurs og forældrenes skilsmisse. Svindlerierne tager til og fører til en hæsblæsende forbryderjagt ledt an af FBI-agenten Carl Hanratty. Forestillingen og sangene opføres på dansk.

Varighed: 2 timer og 30 minutter.

Du kan se mere her.

Fredag kl. 19.30 og lørdag kl. 16.00: Forestillingen Forbrændt på Odense Teater
Fredag og lørdag kan du opleve en poetisk, barsk og rørende forestilling om smerte og håb. Da tvillingerne Jeanne og Simon mister deres mor, bliver det begyndelsen på en følelsesladet opdagelsesrejse i morens – men også deres egen – historie. Det bliver en hvirvelvind af stærke følelser og drama.

Varighed: 2 timer og 45 minutter.

Læs mere og køb din billet her.

Fredag kl. 19.30 og lørdag kl. 16.00: Orfeus og Eurydike i Den Fynske Opera
I Den Fynske Opera kan du se den nyskabende forestilling Orfeus og Eurydike, der er en fortælling om livets skønhed og skrøbelighed, om tab, længsel og mod, og om kærlighed der trods alt – selv døden. Orfeus mister sin elskede Eurydike, da hun dør af et slangebid, og han tager på en dramatisk rejse til dødsriget for at bringe hende tilbage til livet.

Varighed: 2 timer.

Du kan se mere på operaens hjemmeside.

Fredag kl. 20.00: Geo og Thomas Skov på Magasinet
Kom med til Geo og Thomas Skovs grænseoverskridende, morsomme og ganske anderledes comedyshow Hvad Så Nu, hvor de på humoristisk vis sætter alvorlige emner på dagsordenen. Showet inviterer dig med indenfor til en terapitime på psykologklinikken, hvor den morbide, vanvittige psykolog Thomas Skov tager den fallerede, kræftramte komiker Geo under (k)ærlig behandling. Sammen vender de livets spørgsmål om bl.a. kræft, skilsmisse, 40 års-krise, den kompenserende far-rolle, hårtab, manglende testikler og alt derimellem.

Her kan du læse mere og købe billetter.

Lørdag kl. 16.00: Forestillingen Intet på Odense teater
I Intet filosoferes der over, hvad der er meningen med det hele. Ifølge drenge Pierre Anthon er svaret INTET, for jorden kommer alligevel til at gå under, det hele er ligegyldigt, der findes ingen mening, og intet betyder noget. Han sætter sig derfor op i et træ og nægter at komme ned. Pierre Anthons klassekammerater beslutter sig for at bevise, at der findes ting med betydning. De begynder at samle en fælles dynge af betydning, som skal få Pierre Anthon ned fra træet. De bliver mere og mere modige og kræver stadig mere af hinanden for at tvinge Pierre Anthon til at indrømme, at han tager fejl – og det ender med at løbe af sporet. Helt af sporet.

Varighed: 1 time og 20 minutter.

Se mere her.

Lørdag-søndag kl. 16.00: Forestillingen Yokai på Teater Momentum
Den prisvindende forestilling Yokai balancerer mellem det groteske og poetiske og det tragiske og komiske og er en stærk visuel oplevelse. Forestillingen handler om yokai’erne, som er en gruppe sære væsener, som med små træer og dukker begynder at genskabe verden, som de ser den. Stykket er en kombination af dans, magi, poesi og ren idioti i en moderne fortælling om vores forsøg på at finde håb i en tid fuldt med fortvivlelse.

Varighed: 60 minutter.

Du kan læse mere på Teater Momentums hjemmeside.

Shopping

Lørdag kl. 10.00-16.00: Åbent i Odense City
Butikkerne i Odense City holder åbent hver lørdag fra klokken 10 til klokken 16. Så tag familien, vennerne eller kæresten under armen til en god shoppetur i midtbyen og hold varmen med en dejlig kop varm kakao.

Lørdag kl. 10.00-16.00: Butikkerne i Tarup Center holder åbent
Tag på shopping i det hyggelige Tarup Center, der holder åbent lørdag klokken 10-16.

Lørdag kl. 08.00-13.00: Torvedag
Alle lørdage året rundt er der torvedag på Sorte Brødre Torv, som ligger ved Claus Bergs Gade. Her kan du købe alt fra frisk frugt og grønt til nyfanget fisk og friskrøget rygeost.

Lørdag-søndag kl. 10.00-17.00: Åbent i Rosengårdcentret
Hver lørdag og søndag holder Rosengårdcentret åbent fra klokken 10 til klokken 17. Enkelte butikker kan dog holde søndagslukket.

 

Del artikel

Andre læser også