Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Lækre fynske restauranter uden for Odense: Disse skal du kende

Af Betina Vestergård Jepsen
Foto: Hotel Hesselet
Foto: Hotel Hesselet

Der sker hele tiden noget på restaurantfronten i Odense, men der findes også rigtig mange gode fynske restauranter uden for Odense. Vi kommer her med vores ni bud på, hvilke fynske restauranter, der er et besøg værd.

Restaurant Lieffroy i Nyborg

I 2009 startede den tidligere køkkenchef på Falsled Kro, Patrick Lieffroy, sin egen gourmetrestaurant, som siden har opnået stor anerkendelse.

Sidste år fik Michelin-bejleren Restaurant Lieffroy en særpris for deres professionelt høje niveau, gastronomi, værtsskab, respekt og atmosfære ved Den Danske Spiseguides årlige prisuddeling.

Det kan du læse mere om her. Sidste år blev Restaurant Lieffroy desuden kåret af Dinnerbooking til den restaurant på Fyn med flest positive anmeldelser.

Og det med god grund. Den anerkendte restaurant leverer udsøgte gastronomiske oplevelser fremstillet af årstidens bedste råvarer.

Menuen skifter nemlig hver anden uge og afspejler den aktuelle sæson. I skrivende stund består Restaurant Lieffroys menu af bl.a. af frisk fangst fra Storebælt, grillede franske duer og tærte med rabarber og estragon.

Konceptet på Restaurant Lieffroy er, at du får en treretters menu til 399 kr. med mulighed for tilkøb af fem ekstra retter.

Skræddergyden 34
5800 Nyborg

Restaurant Lieffroy.

Brasserie Svanen i Middelfart

Brasserie Svanen er en del af Middelfart Kultur-ø, og med en placering helt ud til Lillebælt og store vinduespartier får man nærmest følelsen af at være på vandet. Her serverer de mad, drikke og service af høj kvalitet, og al maden bliver lavet fra bunden af de bedste, friske råvarer fra lokalområdet.

Brasserie Svanen har både en frokostmenu, en aftenmenu og en sæsonmenu. I øjeblikket består sæsonmenuen af bl.a. pocheret laks, kalve tournedos og chokoladekage med havtorngele, yoghurt iscreme, hvid chokolade og mynte.

Hver tirsdag frem til 1. maj har Brasserie Svanen desuden Tasting Tuesday, hvor du kan få tre retter mad og tre glas vin for 300 kr.

Havnegade 8 C
5500 Middelfart

Brasserie Svanen.

Restaurant Rudolf Mathis i Kerteminde

Restaurant Rudolf Mathis er placeret i hjertet af Kerteminde med udsigt til havneindløbet lige ude foran vinduerne. Den hyggelige restaurant åbnede i 1985 og blev bygget på fundamentet af et gammelt fiskerhus, som har tilhørt ejerens oldefædre.

Det charmerende gamle fiskehus er det perfekte sted for dig, som elsker fisk. I marts har menuen bl.a. stået på Rødtunge, ristet pigvar og grillet fisk. Men på Rudolf Mathis kan du også få andet end fisk som f.eks. kalvemørbrad i sprød skorpe med svampe, rilette og trøffelsauce.

Restaurant Rudolf Mathis har både en aften- og en frokostmenu.

Dosseringen 13
5300 Kerteminde

Restaurant Rudolf Mathis.

Falsled Kro i Millinge

Michelin-bejleren Falsled Kro er blevet hædret i den prestigefyldte White Guide med den bedste fynske placering i form af en 19. plads på listen over de bedste restaurant i hele Danmark. Sidste år blev Falsled Kro desuden kåret som Årets Bo&Spis ved Den Danske Spiseguides årlige prisuddeling. Det kan du læse mere om her.

Det har i ni år været den anerkendte kok Per Hallundbæk, som har været køkkenchef og direktør på Falsled Kro. Men i september forlod han stillingen for at blive en del af ejerkredsen af den nye Franck A, som han dog ikke længere er en del af. Det kan du læse mere om her.

Falsled Kro lægger vægt på lækre råvarer, og de har endda deres egen krydderurtehave. Om aftenen kan du vælge imellem fire, seks eller otte retter med bl.a. jordskokker og rogn, pigvar fra Faaborg samt lam og bouillon med røget spæk, ramsløg og artiskokker.

Assensvej 513
5642 Millinge

Falsled Kro.

Munkebo Kro nær Kerteminde

I et hyggeligt og charmerende bindingsværkshus ligger Munkebo Kro med udsigt ud over Kerteminde Fjord. Her serverer de velsmagende klassisk og moderne kromad, og der er fokus på sæsonens friske råvarer.

Munkebo Kro har hver måned en ny lækker fire retters aftenmenu, hvoraf du kan vælge enten to, tre eller alle fire retter.

I april består menuen f.eks. af pocheret torskefilet med jordskokkecreme og chips, roastbeef af okseinderlår med bl.a. bearnaise, taleggio samt able/flødeis med knas. På Munkebo Kro er det desuden også muligt at spise klassiske kromad til frokost som f.eks. stjerneskud og tarteletter.

Og så kan du jo passende supplere middagen med en overnatning på den hyggelige kro.

Fjordvej 56
5330 Munkebo

Munkebo Kro.

Restaurant Resumé i Svendborg

Hos Resumé har man fra starten lagt en klar linje, der hedder gourmet og en skøn totaloplevelse til gode priser. Her kan du prøve spændende og ualmindeligt veltilsmagte smagskombinationer, som bliver leveret i smukke anretninger med råvarer af tårnhøj kvalitet, og betjeningen er dejligt nærværende og kompetent.

En aften i Restaurant Resumés vold består af snacks og velkomstdrik, tre retter mad med vin til (du kan også få øl eller luksussaft) samt kaffe/te og sødt, alt sammen til den nette sum af 500 kr.

Her tilbyder de nye smagsoplevelser og retter hver 14. dag, og den aktuelle menu består af bl.a. and serveret på flere måder med aromatisk peber, høbagte persillerødder, kruspersille og cremet andesauce.

Læs desuden vores madanmelders flotte anmeldelse af Restaurant Resumé her.

Møllergade 35A
5700 Svendborg

Restaurant Resumé.

Restaurant Hesselet i Nyborg

Restaurant Hesselet er en del af Hotel Hesselet, som ligger ved Christianslundsskoven i Nyborg umiddelbart ud til Storebælt. Siden opførelsen i 1967 har Hesselet hørt til blandt landets mest eksklusive hoteller, og i 2017 vandt hotellet prisen som årets bedste hotel udenfor hovedstaden ved Danish Travel Award.

Hotellets gourmetrestaurant er bestemt også et besøg værd, og her får du en fuldendt restaurantoplevelse, hvor maden, betjeningen, atmosfæren og helhedsoplevelse går hånd i hånd. På Restaurant Hesselet kan du f.eks. få stegt pigvar med stenbidderrogn, kalvemørbrad eller oksemørbrad. Og til dessert kan du f.eks. nyde en rabarbersorbet med brændt hvid chokolade, lakridsmoussé og lun rabarbersauce.

Restaurant Hesselet serverer både aften- og frokostretter.

Christianslundsvej 119
5800 Nyborg

Restaurant Hesselet.

Gl. Brydegaard ved Helnæs

Gl. Brydegaard på Sydvest Fyn er en blanding af hotel, restaurant og konferencecenter.

I restauranten har de fokus på lokale råvarer, økologi og dyrevelfærd. I køkkenet bager, sylter og braser de selv, og de sætter en ære i at give deres gæster den bedst mulige oplevelse. Retterne bygger altid på årstidens friske råvarer.

På Gl. Brydegaard kan du vælge imellem en, to, tre eller fire retter samt en frokostmenu. Menuen varierer fra uge til uge, men i skrivende stund består den f.eks af dagens fangst med kartoffeltern, bacon, saltet æggeblomme og sennepssauce samt en havtornfromage med marengs, géle og sorbet.

Helnæsvej 4
5683 Haarby

Gl. Brydegaard.

Hotel Troense nær Svendborg

Hotel Troense er et idyllisk hotel med udsigt til Svendborgsund og Thurø på den ene side og hyggelige små bindingsværkshuse til den anden side.

På hotellet har de en lækker a la carte restaurant. Udvalget af retter er stort, og du kan vælge imellem kød, fisk, supper, forretter, vegetarretter, desserter og børnemenuer. Prøv f.eks. deres kronhjortemedaljon på blegselleri/æblesauté, ribspurré samt dagens garniture og mild pebersauce. Og slut af med en af de mange lækre desserter som f.eks. vanilje crème brûlée med frugt og sorbet.

På Hotel Troense kan du desuden vælge imellem en række lækre frokostretter.

Strandgade 5, 5700
Svendborg

Hotel Troense.

Værd at nævne

  • Brobygård Køkken på Midtfyn: Holder mest selskaber men har også en lille restaurant, som nogle gange holder åbent. Følg med på deres hjemmeside
  • Steensgaard i Millinge: Økologisk principallandbrug med eget spiseri, der serverer spændende retter af høj kvalitet tilberedt med deres eget økologiske kød og årstidens friske råvarer fra marker og køkkenhave
  • Fiskehuset Bogense: Her kan du få en udsøgt fiskebuffet med alt, hvad hjertet kan begære af fisk og skaldyr
  • Under Uret i Svendborg: I hjertet af Svendborg ligger den stemningsfyldte café og restaurant Under Uret. Her kan du få alt fra brunch til tre retters menu og drinks
  • Restaurant Spis på Hotel Faaborg: Er placeret i Faaborg centrum og tilbyder lækre retter lavet på lokale råvarer og urter, grønt, bær og frugter fra skov mark og strand
  • Restaurant Stella Maris i Svendborg: Ligger på det idylliske Hotel Stella Maris og serverer en unik smags- og sanseoplevelse baseret på økologi og de bedste råvarer

Del artikel

Andre læser også