Lækre hjemmelavede kager i Arkaden: Fra cupcakes til cheesecake
Hvis du har lyst til noget til den søde tand i Arkaden Food Market, har du tidligere kunnet stille den søde sult med pandekager fra Gopa eller chokolade og is fra Arkadens Deli.
Men som noget helt nyt kan du nu købe de lækreste kager i Arkadens Kaffebar. Kagerne bliver lavet af Konditoriet Kagedåsen, der har en butik i Brandts Passage.
MigogOdense tog et smut ind i Arkaden for at undersøge, om kagerne smager lige så godt, som de ser ud – og vi blev ikke skuffede.
Allerede stor interesse for kagerne
Det var Caroline Larsen, der er bestyrer af Arkadens Kaffebar, som valgte at tage kontakt til Konditoriet Kagedåsen:
“Jeg faldt over de flotte kager på Instagram, og jeg forelskede mig i dem med det samme. Derfor tog jeg kontakt til Lone fra Konditoriet Kagedåsen, og det har jeg ikke fortrudt. Selvom vi kun har solgt kagerne i en uges tid, har vi allerede oplevet stor interesse for dem. Det er især vores cheesecakes og luksuskager, som hitter blandt vores gæster,” siger Caroline Larsen.
Varierende udvalg af kager
Udvalget af kager varierer fra dag til dag, men som oftest vil du kunne vælge imellem en luksuskage, en tærte, en cheesecake og forskellige slags cupcakes som f.eks. med Oreo, chokolade eller jordbær. Hos Arkadens Kaffebar kan du desuden altid få mindst én slags glutenfri kage.
Vores vurdering
Vi smagte på dagens luksuskage med chokolade samt en cupcake med jordbær og rabarber. Og når man smager på kagerne, er man ikke i tvivl om, at de er hjemmelavet ned til mindste detalje.
Bundene i den luksuriøse chokoladekage, som du kan se herunder, var luftige og svampede, og indeni var den fyldt med den lækreste, intense chokolademousse. Et stykke af denne kage koster 52 kr.
Den flotte cupcake, som du kan se på billedet herunder, var ligeledes luftig og svampet, som i sig selv var en smagsoplevelse. Men prikken over i’et var alligevel den cremede frosting med en frisk smag af jordbær og rabarber. En cupcake koster 24 kr.