33 år siden første Lalandia åbnede: Kan det store feriecenter følge med tiden?
Det var i 1988, at danskerne første gang stiftede bekendtskab med Lalandia.
Det åbnede som et stort feriecenter- og vandland i Rødby, og navnet er latinsk for Lolland, hvor den første Lalandia altså ligger.
I 2009 udvidede Lalandia med et kæmpe område i Jylland lige i smørhullet i Billund, hvor gigantiske Legoland i forvejen var en kæmpe familieattraktion.
Efter planen åbner det tredje Lalandia i Søndervig i 2022.
De seneste par år har det været op og ned for Lalandia, der deler ejere med FC København.
Corona-krisen gjorde absolut intet godt for Lalandia, der siden marts 2020 var præget af adskillige nedlukninger og restriktioner.
Det påvirkede også deres 2020 regnskab, som var et af de dårligste nogensinde. Men nu skal det ikke handle om kolde tal eller pandemi.
Vi samlede i stedet familien anno 2021 og drog afsted til det store feriecenter i Billund.
Her kommer vi ind på, hvordan vi oplevede et par feriedage i det store Lalandia.
Booking
Er man ude i god tid, og hvis man undgår de store ferieuger, så kan man leje et større sommerhus til en ganske fornuftig pris. Vi gik efter et Classic Plus hus til fire personer, og valgte at udnytte et forlænget weekendtilbud, hvor man ankommer allerede om torsdagen.
Det er en kæmpe anbefaling herfra, at gøre det, hvis tingene kan gå op. På en almindelig fredag formiddag er der bare færre mennesker i vandlandet end i weekenden, og det giver en god start på miniferien.
Ankomst
Man får på forhånd tilsendt en kode til det lejede sommerhus, og derfor kan man køre direkte til det lejede hus i stedet for at bruge masser af tid på at checke ind i en reception. Især med børn giver det en god begyndelse på turen.
Bestiller man linned-pakke, så er der stort set det hele, når man ankommer, og man skal kun tænke over at have det mest nødvendige med.
Husene
De fleste af husene er faktisk privatejede, og så lejer de dem altså ud via Lalandia. På den måde kan husene være rimeligt forskelligt indrettet, selvom der naturligvis er nogle retningslinjer mellem husejer og Lalandia.
For vores vedkommende havde huset præcis det, der var behov for. Der burde måske tænkes over, at vi har vores “tv-vaner” med på slæb, og derfor med god grund have smart-tv, hvor man kan logge ind på sin Netflix, TV2 Play, Viaplay etc. konto.
Det savnede vi helt klart.
Badelandet
Lalandia Aquadome™ i Billund er med sine 10.000 m2 Skandinaviens største badeland.
I det tropiske badeland er vandet 28˚ varmt, mens luften er 30˚.
Aquadome består af forskellige typer bassiner og hot pools, og rummer også et stort antal vandrutsjebaner, heriblandt Wild River som er hele 168 meter lang.
Midt i Aquadome er en vandlegeplads med vandkanoner og rutsjebaner.
De yngste badegæster har deres eget område i Aquadome med baby- og varmtvandsbassiner samt aktiviteter til de 0-5 årige. Der findes også spa og sauna i Aquadome – eksempelvis en særlig biosauna, som er egnet til børn.
Hele året er der adgang til det store udendørs badeområde, hvor der er pools og spa.
Det store Lalandia-resort
Centret er bygget op omkring en række arkader, hvis udsmykning leder tankerne hen mod arkitekturen i Sydeuropa.
Over arkaderne er en himmel, der yderligere understreger tematiseringen.
I de overdækkede arkader er der restauranter, aktiviteter og shoppingmuligheder og på Lalandia Plaza, det indendørs bytorv, er der ofte underholdning på Amfi-scenen.
Det er altså ret fedt, at man eksempelvis stadig kan få en lækker kaffe på Espresso House, donuts, eller ægte autentiske italienske pizzaer.
Det er ikke det store buffet-helvede, der normalt er forbundet med familiecentre.
Winter World
Noget ret eksklusivt er vintersportsbyen Winter World på 2.500 m2.
Den har aktiviteter for alle aldersgrupper året rundt.
I Winter World findes en lang række aktiviteter, heriblandt en tematiseret skøjtebane, kælkebakke, skibakke og Bumper Cars on ice, som er radiobiler på is.
Indendørsaktiviteter
Der er virkelig smæk på indendørsaktiviteterne i Billund i Lalandia. Du kan alt fra bowling til minigolf til et stort spilleland.
Man keder sig i hvert fald ikke, og der er endda fodbold-pool også. En god ide er at booke eksempelvis bowlingbaner på forhånd, da disse ret hurtigt bliver totalt udsolgt.
Konklusion
Denne artikel startede med spørgsmålet, om Lalandia kan følge med tiden med så mange år på bagen? Svaret må være et stort ja.
Lalandia har udviklet sig gennem årene, og er stadig et stærkt varemærke i SoMe-tider. Det er stadig et perfekt familie-trækplaster, hvor der er noget for alle aldre.
De har formået at favne det hele, som man efterspørger, når der skal laves ting med familien, og badelandet udvikles også kontinuerligt. Så en kæmpe anbefaling herfra.