“LANGT over grænsen”: Drengestreger bag massiv politiudrykning

I weekenden måtte Fyns Politi rykke massivt ud til Odense Havn.
Her frygtede man, at der var sket en drukneulykke, da man havde fundet en efterladt rollator ved Tysklandskaj samtidig med, at man havde observeret en støvle, der drev rundt på en isflage.
Fyns Politi kunne senere samme dag meddele, at der heldigvis ikke var sket en ulykke.
Og nu er der nyt i sagen. For det viser sig, at det sandsynligvis var drengestreger, der havde forårsaget den massive udrykning.
“Forleden satte vi et ret stort politiarbejde i gang, da vi fandt en rollator ved havnekanten i Odense.
Der var desuden kastet en hospitalsstøvle ud på isen, hvilket naturligvis fik os til at tro, at en borger var faldet i vandet.
Derfor blev dykkere sendt i det iskolde vand, men de fandt intet.
Vores efterforskning viser i dag, at der ”heldigvis” kun er tale om drengestreger, hvor nogen har placeret både rollator og støvle for at give indtryk af, at en person var faldet i vandet.
Vi synes selv, vi har en ret veludviklet humor her hos Fyns Politi. Men det her er LANGT over grænsen.
Så undlad venligst sådanne ting fremadrettet,” skriver Fyns Politi på Facebook.