Lecia gæster Dexter: Fra de vilde 60’ere til “Hvor ska’ vi sove i nat”

Når Lecia besøger Dexter i Odense den 22. marts, er det med et nyt, musikalsk foredrag, der tager publikum med gennem et helt liv i musikkens tjeneste.
Hun fortæller om starten i de vilde 60’ere, hvor hun sammen med lillesøster Lucienne dannede pigegruppen Lecia & Lucienne og siden blev forsanger i toporkestret The Scarlets.
Dengang var der næsten ingen kvinder på den danske rock- og pigtrådsscene, og Lecia deler ærlige, skarpe og til tider rystende historier om at være ung kvinde i en mandsdomineret branche – men også om humoren, sammenholdet og de store drømme.
Foredraget kommer naturligvis også omkring LABAN og gennembruddet med “Hvor ska’ vi sove i nat”, der sendte Lecia og hendes makker Ivan Pedersen helt ud på internationale hitlister og endda ind på den prestigefyldte Billboard Hot 100 i USA.

Lecia fortæller om årene på topplan, om møderne med verdensstjerner og om arbejdet med LABAN-biografien, der udkom i november 2023.
Undervejs krydrer hun fortællingen med musikalske eksempler på de hits, hun har fået danskerne til at synge med på, og deler minder fra sine mange deltagelser i Dansk Melodi Grand Prix i 1979, 1980, 1984, 1986, 1989 og 1990.
Heriblandt historien om Grand Prix-evergreen’en “Det’ en hem’lighed” fra 1984, som blev et kæmpe hit for LABAN.
Det bliver et levende og interaktivt foredrag, hvor publikum ikke bare hører om højdepunkter og succeser, men også kommer med ombord på de vilde rutsjeture, der fulgte med en hektisk karriere som sangerinde på allerøverste hylde.