Letbane-arbejde påvirker trafik: Sløjfer central svingbane midlertidigt midt i Odense
Et nyt vejarbejde centralt i Odense igangsættes i denne uge.
Det er på en placering, hvor det kan få større påvirkning i trafikken. Derfor bør man søge alternative ruter, hvis man normalt kører den vej.
Fra onsdag 15. maj begynder en ny fase af anlægsarbejdet på Østre Stationsvej på strækningen mellem Nørregade og Thomas B. Thriges Gade.
Der skal laves nyt vejforløb i midten af vejarealet, og det giver nogle trafikale ændringer.
Det skriver Odense Letbane i en pressemeddelelse.
Varer i 10 dage
For at der er plads til at udføre arbejdet, er det ikke muligt at svinge til venstre fra Østre Stationsvej til Nørregade i de 10 dage, som arbejdet forventes at vare.
Der er i stedet omkørsel for bilister via Jernbanegade.
Det er dog stadig muligt at køre lige igennem krydset fra Adamsgade til Nørregade – ligesom man også forsat kan køre fra Nørregade til Østre Stationsvej.
Cyklister og fodgængere kan fortsat passere krydset i alle retninger.