70-årig død: Mand anholdt og sigtet for drab

En mand er i dag klokken 08.03 anholdt og sigtet for drab.
Der er tale om en 46-årig mand fra Fredericia.
Den dræbte er en 70-årig mand fra Odense SØ. De pårørende er underrettet.
Det meddeler Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Det er politiets formodning, at den dræbte og den mistænkte kendte hinanden, og at drabet er sket på forurettedes bopæl i Odense tidligt mandag morgen.
Den anholdte bliver fremstillet i grundlovsforhør klokken 7.45 i morgen tirsdag ved retten i Odense.
Hele formiddagen har efterforskere og politiets teknikere arbejdet på stedet for at sikre spor.
Fyns Politi modtog anmeldelsen klokken 07.49 og var kort efter på stedet, hvor sigtede blev fundet og anholdt.