Store oplevelser i vente: Nu starter løssalget hos Odense Teater
Dirty Dancing med Silas Holst, Valhalla, Ronja Røverdatter, Mille Gori, Sommer i Tyrol, en ny dansk musikforestilling og en kæmpe Shakespeareopsætning er blot nogle af de store oplevelser, som du nu kan sikre dig billet til.
I dag 1. juni er løssalget hos Odense Teater åbnet, og dermed kan du og alle andre sikre sig billetter til den kommende sæson på Fyns største teater – og der er virkelig noget for enhver smag!
Familierne kan glæde sig til to store opsætninger, som vil glæde både børn, voksne og bedsteforældre.
Det drejer sig om Astrid Lindgrens klassiker Ronja Røverdatter og Valhalla, hvor Odense Teater har købt rettighederne til den kendte og elskede tegneserie af samme navn. Eventyr og fantasi for alle!
Som noget nyt har Odense Teater også en forestilling for de allermindste. Mille Gori – kendt fra Ramasjang – opfører Mille og den grimme ælling i og omkring vinterferien. Den første store teateroplevelse for de allermindste.
Sæsonen bliver indledt med en episk Shakespeareopsætning.
Det europæiske slagtehus er den største Shakespeareforestilling nogensinde i Odense, hvor flere af Shakespeares kendte kongedramaer bliver opført i en sammenhængende teateroplevelse.
Alle teatrets skuespillere er med, og det er den Reumertvindende instruktør Tue Biering, som står i spidsen.
Fra Shakespeare til Silas
Mens sæsonen således begynder med Shakespeare, slutter den med Silas – Silas Holst.
Sammen med Mathilde Norholt, Karina Frimodt, Andrea Vagn Jensen, James Sampson og mange flere venter der et brag af en musicaloplevelse med Dirty Dancing. Det bliver en sand fest og husk – ”Nobody puts baby ind a corner”!
Hvis du er til musik og sang, bør forestillingen I dit korte liv også være et must i den kommende sæson.
Det er en helt ny teaterkoncert om ungdom og alder. Omdrejningspunktet er kendte danske sang fra 1930’erne og Kai Norman Andersen og frem til The Minds of 99.
Derudover byder Odense Teater også på klassisk Holberg-komedie med Den Stundesløse, den evigt aktuelle 1984 samt et væld af store gæstespil såsom Sommer i Tyrol, Blinkende Lygter og Robin Hood.
Der er altså lagt op til et vildt teaterår i Odense – alle oplevelser og billetsalget kan findes på www.odenseteater.dk