Savner logikken: Bauhaus må have færre kunder end mindre butikker

Af Michael Qureshi

På mandag får landets butikker endelig lov til at slå dørene op igen.

Det er naturligvis en stor milepæl for detailhandlen, og det gør, at der igen kan komme indtægt i både små og store butikker blandt andet her i Odense.

Der er imidlertid også et stort men. For de nye regler, som myndighederne har udstukket, kan være lidt svære at spotte det logiske i.

Især for de helt store butikker over 5.000 kvadratmeter.

Rammer blandt andet også Magasin

Det går blandt andet ud over butikker som Bauhaus, Magasin og Salling.

Eksempelvis må en Jem & Fix på 1.200 kvadratmeter have 120 kunder på samme tid i butikken. En Bauhaus på 15.000 kvadratmeter må imidlertid kun have 60 kunder samtidig.

En tøjbutik på 4.000 kvadratmeter må ifølge anvisningerne have op til 200 kunder af gangen, mens Magasin på Kgs. Nytorv i København med 32.000 kvadratmeter kun må have 128 kunder på samme tid.

Fokus på arealkrav per kunde

Årsagen er, at der fokuseres på arealkrav per kunde. Og i kategorien med butikker op til 2.000 kvadratmeter er kravet sat til 10 kvadratmeter per kunde.

I næste trin – fra 2.000 til 5.000 kvadratmeter store butikker – er arealkravet sat til 20 kvadratmeter per kunde.

Og over 5.000 kvadratmeter er kravet ikke mindre end 250 kvadratmeter per kunde. Desuden kan de enkelte kunder kun komme ind, hvis de har booket en tid i forvejen.

“Det er en konkurrenceforvridning, der virkelig gør noget. Forskelsbehandlingen er urimelig og helt uholdbar,” siger Mads Jørgensen til B.T.

Han er administrerende direktør i Bauhaus, som har 18 byggemarkedscentre i Danmark.

Magasin og Salling afventer

Bauhaus har blandt andet et stort byggemarked i Odense.

Hos Magasin i Odense er der heller ikke meldt noget ud genåbning.

“Intentionen i den politiske aftale er nok ikke, at sådanne som os i det hele taget skal genåbnes nu, og det understreger dette arealkrav jo,” siger Peter Fabricius, der er økonomidirektør i Magasin du Nord til B.T.