Må ikke standse ved busterminalen: Her er de nye busholdepladser
Er du vant til at tage bussen på job, eller er generelt afhængig af de offentlige transportmidler i Odense, så bør du læse videre.
Fra mandag d. 26. juni og ca. fem uger frem er det ikke muligt for busserne i Odense at holde på busterminalen ved Odense Banegård Center pga. letbanearbejdet.
Busserne holder i stedet i Dannebrogsgade nær plads H og spor 8.
Mange af busserne vil stadig køre igennem terminalen på Østre Stationsvej for at komme til og fra de normale ruter, men da det ikke er muligt at standse, skal man stige af og på på den anden side af OBC.
Der skal i forbindelse med den kommende letbane graves tværs af Østre Stationsvej mellem McDonalds og krydset ved Nørregade.
Østra Stationsvej bliver derfor på den pågældende strækning helt afspærret for al trafik med undtagelse af cykler og fodgængere.
Trafikken dirigeres i stedet bag om banegårdsbygningen via Adamsgade, hvor busserne i dag har holdepladser.
Det er årsagen til, at busserne ikke længere kan standse, hvor de plejer. Der varsles mindre forsinkelser de kommende uger grundet denne omlægning, oplyser FynBus.
Mange af busserne vil stadig køre igennem terminalen på Østre Stationsvej, men de stopper ikke.
Find ud af, hvor din bus holder på FynBus’ hjemmeside.