Mågen basker med vingerne: “Ganske enkelt godt teater”

På en blæsende lørdag eftermiddag begav jeg mig mod Odense Teater for at lade mig indhylle mig i det mørke og mytiske scenerum, som så mange gange har skabt magi.

Selvom salen ikke var helt fyldt, kunne man alligevel mærke forventningens tykke tåge sænke sig over præmierepublikummet.

Jeg var der for at opleve en af teaterhistoriens store klassikere af Anton Tjekhov, Mågen!

Forestillingen, der gennem generationer har tryllebundet sit publikum med et unikt og subtilt persongalleri i en halvdysfunktionel familie og deres nærmeste, og som i Odense Teaters udgave er blevet moderniseret af den britiske dramatiker Simon Stephens.

En kærkommen nødvendighed for at bringe den gamle klassiker med dens lange og komplekse ordsammensætning op til nutidens standarder med et mere lyttervenligt sprogbrug.

Mågen udspiller sig på Peters gods, hvor Másja er forelsket i hovedpersonen Konstantin, der selv er forelsket i Nina, som igen er forelsket i forfatteren Trigórin, der også er Konstantins mors elsker.

Så er der Semjón der er forelsket i førnævnte Másja, og de to ender senere med at blive gift, selvom Másja ikke rigtig elsker ham.

Puha, en sammenblanding, men det hele velorkestreret af et dygtigt skuespillerensemble på Odense Teater, hvor det ikke skal fremhæves enkelt præstationer for alle spiller med en indlevelse og formidlingsevne der ville gøre selv Tjekhov stolt.

Så er der musikken, eller rettere musikeren, som med en central placering på scenen, skaber både vellyd og et fast holdepunkt i de til tider kaotiske tilstande på Peters gods!

Mågen dykker ned i almindelige hverdagsfølelser, for hvem har foreksempel ikke oplevet at være forelsket i en person, der ikke gengælder følelserne? .. nej vel! 

Mågen er virkelighedsnært, fængende og ganske enkelt godt teater!